Tabet af faderen og den evige tvivl var blandt emnerne, da GAFFA mødte en venlig og veloplagt Nick Cave på en pub i hjembyen Brighton i anledning af mestersangskriverens seneste opus.
Pressen har varslet snestorm, men der er faktisk solskin i den sydengelske badeby Brighton denne januardag uden for sæsonen. Nick Cave tager imod på en pub lige om hjørnet fra hans hjem – sortklædt fra top til tå, men derudover venligt imødekommende, da vi sætter os ned for at tale om det femtende studiealbum, Push the Sky Away, som udkommer den 19. februar. På tomandshånd med en af rockens væsentligste sangskrivere til en snak, som også kommer omkring faderens død, midaldrende mænds seksuelle udfordringer, Leonard Cohen og skriften som et middel til at indgyde tilværelsen mening.
Da vi talte sammen omkring udgivelsen af Grinderman 2, sagde du, at det på det tidspunkt var et poetisk imperativ for dig "ikke at lade narrativet stå i vejen for musikken". Hvad har været den kunstneriske vision denne gang?
– Den samme ting, faktisk, jeg arbejder stadig på det. Og jeg tror, at jeg har opnået noget i den henseende med denne her plade. En måde at skrive, som er narrativ – fordi det er den eneste måde, jeg kan skrive – men som ikke gør det nødvendigt faktisk at forstå historien. Det handler rigtig meget om at gå ind i en atmosfærisk verden, bevæge sig igennem den og komme ud i den anden ende. Det er, hvad jeg håber, at denne plade formår.
Dengang sagde du også, at du betragtede apokalypserne i dine sange som mere personlige, og at du så en drømmeagtig, underbevidst kvalitet i dine tekster. Men i pressematerialet til den nye plade tales der ikke desto mindre om "den miljømæssige og sociale disintegration, som omgiver os". Hvad er det for en social disintegration, der sigtes til?
– De der pressemeddelelser afspejler ikke nødvendigvis kunstnerens meninger. Jeg kunne godt sidde og tale om det, men det er ikke der, mit fokus har ligget. Men jeg tror, de sigter til åbningssangen, We No Who U R, som har en dyster atmosfære og en apokalyptisk fornemmelse over sig. Da jeg skrev den sang, var den rettet mod et bestemt udsnit af vores samfund. Men da vi satte musik til, og jeg sang den, åbnede den sig op på smukkeste vis og kom pludselig til at handle om andre ting. Men til at begyndte med var den rettet mod de ansvarlige for det økonomiske sammenbrud. Og den var en slags advarsel til de folk... "vi ved, hvem I er", ikke?. Men musikken tog den et andet sted hen, og for mig føles det som om, at den handler om nogle andre ting nu.
Læs et længere interview i GAFFA marts, der er på gaden 1. marts, og læs GAFFAs anmeldelse af albummet her.
