Boganmeldelse: Pete Townshend - Mit liv og The Who

Boganmeldelse: Pete Townshend - Mit liv og The Who

Det er en kliché undfanget i forlagenes marketingsafdelinger, men i dette tilfælde ikke desto mindre sandt: Pete Townshends selvbiografi er blandt branchens mest imødesete. Eller som det - helt efter bogen - hedder på omslaget til den danske udgave: "Rockbiografien som alle har ventet på!".

Spændingen skyldes ikke "bare" Townhends rolle som guitarist og sangskriver i et af rockhistoriens mest potente bands, men i ganske høj grad også den dystre klangbund og ildevarslende understrøm gennem det meste af Townshends temmelig enestående tekstunivers.

Spørgsmålet om, hvor det egentlig er skoen trykker, blev da også atter aktuelt, da Townshend omkring årtusindskiftet blev sigtet for besiddelse af børneporno - en sag, som han selv adresserer i sine voluminøse memoirer.

Smerteligt ærlig

Bliver man så klogere på den i dag 67-årige musiker og mand bag ikke bare rockklassikere som My Generation, Substitute og Won't Get Fooled Again men også de ambitiøse "rockoperaer" Tommy (1969) og Quadrophenia (1973) med bogen her? Svaret er et rungende ja. Den lige godt 550 sider lange selvbiografi er ærlig uden at være navlepillende, og det i decideret smertelig grad.

Hertil kommer, at den er velskrevet, underholdende, reflekterende og iøvrigt præget af en hukommelse, som er forbavsende i lyset af mængden af stimulanser som er blevet indtaget over den snart halvtreds år lange karriere.

De indledende kapitlers billede af et traumatisk barneliv i de umiddelbare efterkrigsårs London er levende og vellykket - hvilket langtfra er nogen selvfølge - mens den uprætentiøse prosa gennemløbes af begavede betragtninger, som her for eksempel om forholdet mellem krig og kunst, skam og fremmedgørelse:

- På dette tidspunkt indså jeg ikke, hvor mange andre mennesker, der gennemlevede de samme følelser. Så mange børn i England havde gennemgået frygtelige traumer i årene umiddelbart efter krigen, at det var ret almindeligt at møde dybt forstyrrede unge mennesker. Skamfølelse førte til hemmeligholdelse, hvilket igen førte til fremmedgørelse. For mig smeltede disse følelser sammen til en overbevisning om, at den kollektive skade, alle vi, som var vokset op i krigens efterdønninger, havde lidt, nødvendigvis måtte konfronteres og udtrykkes i enhver mulig form for populær kunst - ikke kun litteratur, poesi eller Picassos "Guernica". Også musik. Al god kunst vil alt andet lige konfrontere benægtelsen på dens vej til sandheden.

Det er også i disse indledende kapitler, Townshend beskriver den traumatiske tid hos fortællingens "onde stedmor" Denny og, siden, den musisk-spirituelle vækkelse et sted på Themsen som barn, hvor han hører guddommelig musik i bøgernes skvulpen mod kajen. En mystisk eller guddommelig "musik", som guitaristen siden genfinder midt i den feedback-støj, han her hævder at have opfundet.

Harrison i gorillamaske

Siden følger - selvfølgelig - hele historien om The Who, fyldt med sturm-und-drang, dramatiske højdepunkter og studietekniske detaljer, som det vil føre for vidt her at gengive. Lad det derfor blot være sagt, at forfatteren besidder et skarpt blik for både egne og selve bandets styrker og svagheder.

Undervejs får vi allehånde detaljer, der spænder fra restaurantbesøg med en George Harrison iført gorillamaske, oprindelsen til en lang række centrale tekster, Townshends biseksuelle tilbøjeligheder til hvad Townshend selv beskriver som "den dummeste beslutning i karrieren". Det er, da han i frustration beordrer knap fyrre professionelt indspillede The Who-koncerter fra '69 destrueret.

Hertil kommer ekstensive afsnit om såvel Tommy og Quadrophenia som det aldrig realiserede Lifehouse-projekt, som endte med at munde ud i hovedværket Who's Next. Her kommer vi tættere på en forståelse at de visioner, den stadig forholdsvis unge kunstner tumlede med - selvom de stadig den dag i dag forekommer en kende grandiose og vanskelige at forholde sig til.

Et stort røvhul

Mens man får et indtryk af Townshends som en sjældent begavet og søgende rockmusiker, er man heller ikke på noget tidspunkt i tvivl om hans maniodepressive anlæg, mangeårige druk og generelt problematiske personlighed. Han sammenfatter den selv fint og enkelt således, her i forbindelse med sit alkoholmisbrug:

- Jeg kunne fremtræde med værdighed og påtage mig en række ambitiøse forpligtelser, der førte mig ind i nye, fornemme cirkler, ikke kun musikalsk, men også intellektuelt. Jeg kunne kæmpe for at opnå - og endog bane vej for - radikale handlinger, der første til sociale forandringer. Jeg kunne også, helt ærligt, opføre mig som et stort røvhul.

Nuvel, stort røvhul og stor kunstner - og nu har han så skrevet en i enhver forstand stor selvbiografi; at man både under og efter læsningen næsten ikke kan vente med at få smidt nogle af The Who-værkerne på grammofonen taler vel i en vis forstand for sig selv. 

Ebbe Rossanders danske oversættelse er uden de store skønhedsfejl, selvom man kan diskutere, hvor elegant titlen falder ud i forhold til originaltitlen Who Am I. Dybt skuffende er det dog, at selv en professionel oversætter forfalder til engelsk orddeling på dansk (for eksempel "blues impressionisme"); på dansk er sammensatte ord skrevet ud i et ord eller eventuelt med brug af bindestreg. Det andet er en fejl, som ikke bliver mere rigtig af, at den er så udbredt, som tilfældet er.

Alt dette skal dog ingenlunde skygge for, at Townshend har begået en både begavet og bevægende erindringsbog, som herfra skal have de varmeste anbefalinger - fra en anmelder, som næsten fik lyst til at lave møllehjulsbevægelser med højrearmen og smadre tastaturet ind i printeren ved endt læsning.

(Bedømmelse: Fem ud af seks stjerner)

Pete Townshend: Mit liv og The Who. På dansk ved Ebbe Rossander. Lindhardt & Ringhof 2013, 562 sider. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA