Nyhed

Xander præsenterer gæstestjerner

Xander giver koncert i morgen i Vega med flere kendte gæster

Når den danske popsanger og Voice-dommer Xander i morgen, torsdag den 21. februar, giver koncert i Lille Vega, bliver det med speciel gæsteoptræden af hiphop-gruppen Outlandish og den danske rapper og sanger Ankerstjerne.

Det virker dog ganske naturligt, at netop de to navne gæster Xanders koncert i morgen. 

Outlandish medvirker på Xanders nye album "Hvis jeg skrev dig en sang". Ankerstjerne og Xander er personlige venner og har tidligere turneret sammen. Xander medvirker også på Ankerstjernes album "Ankerstjerne". 


Xander medbringer også andre gæster til koncerten i form af to nye supportnavne. Som opvarmning kan man nemlig opleve den københavnske sangerinde Nadia Gattas, der har ligget i top 10 på singlelisten og har modtaget guld for 15.000 downloads af singlen "Min Indre Stemme"

Man kan ligeledes høre den nye r&b/neosoul-sanger Skinz, der debuterede sidste år med singlen "Du ved, du gør det" og for nylig medvirkede på Medina-nummeret "Hvis Bare" fra hendes special edition-udgivelse af "For Altid".

Xander udgav sit andet album "Hvis jeg skrev dig en sang" i slutningen af 2012. GAFFAs anmelder Kristian Pedersen gav albummet tre ud af seks stjerner og kaldte det "en stilsikker toer, der næppe vil skuffe de mange fans".


Billetter til koncerten kan stadig købes via spillestedets hjemmeside. 

 

ANNONCE