GAFFA og Promus præsenterer upcoming navne

GAFFA og Promus præsenterer upcoming navne

Mandag den 4. marts inviterer Promus i Aarhus endnu engang på Raw Music, hvor en udvalgt kurator præsenterer en stribe nye musikalske talenter til en aften på Råbar i Aarhus. Denne gang er valget faldet på Peter Ramsdal, der til daglig er ansvarshavende redaktør hos GAFFA, og han har valgt at præsentere følgende nye aarhusianske talenter navne under titlen: Raw Music – vol. 6: Ladylion, Esther Maria (billedet) og Navneløs.

Målet med aftenen er at præsentere en række spændende nye navne for et publikum bestående af branchefolk og andre interesserede i håb om at give musikerne noget erfaring og samtidig udvide deres netværk.

Peter Ramsdal har været ansvarshavende redaktør på GAFFA i næsten to årtier og har tidligere arbejdet som musikjournalist på Danmarks Radio P3. Om de tre på plakaten siger Peter Ramsdal:

– Jeg har valgt tre navne, der stilmæssigt passer godt til hinanden. Kodeordene er kvindelige vokalister i front, et eksperimenterende udtryk, der kræver noget af tilhøreren, men samtidig belønner dem med en fascinerende og smuk musik. Alle tre navne har base i Aarhus, hvilket understreger, at der er grøde i den aarhusianske undergrund, og forhåbentlig kan denne koncert være med til at bære de tre optrædende frem mod et endnu større publikum.

Raw Music har siden august 2011 til fem forskellige arrangementer præsenteret navne som Pil & Liv, Bumsestilen og Islets of Dust, og senest har John Fogde, talsmand hos NorthSide, været kurator.

Raw Music vol. 6 afvikles på Råbar, Vester Allé 15 i Aarhus, mandag 4. marts klokken 20:00, og der er gratis adgang.
 
Læs mere om de medvirkende navne her:
 
Ladylion

Esther Maria

Navneløs

 
 
 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA