Nyhed

Bryan Adams til Danmark – med strøm

Det canadiske rockikon giver to danske koncerter med to fuldt band til foråret

Den Grammyvindende, canadiske singer-songwriter Bryan Adams kommer til Danmark med sit band og giver to koncerter, i henholdsvis Austenborg Slotspark lørdag den 25. maj og på Jelling Musikfestival søndag den 26. maj.

Bryan Adams debuterede i 1980 med et selvbetitlet album og fik sit store gennembrud i 1983 med sit tredje album, "Cuts Like A Knife". Han er bedst kendt for hits som "Somebody", "Run To You", "Summer of 69", "(Everything I Do) I Do it For You" og "Can't Stop This Thing We Started", og på verdensplan har han til dato solgt op mod 100 millioner albums og singler. Han har til dato udsendt 11 studiealbum, senest albummet med den passende titel "11" i 2008.

Bryan Adams gæstede senest Danmark i august 2012, hvor han gav koncert på Smukfest – med strøm. Her uddelte GAFFAs anmelder fire stjerner og skrev blandt andet: 


"Stor kunst var det ikke, men festligt, folkeligt, fornøjeligt og fordøjeligt var det i ordets bedste forstand, og med et stort og entusiastisk publikum i den smukke bøgeskov og en flot sensommerhimmel til at holde sammen på det hele var Bryan Adams et velvalgt og udmærket hovednavn til årets første egentlige festivalaften i Skanderborg."

Bryan Adams kan også opleves i Danmark allerede i næste måned og giver tre af sine sjældne unplugged koncerter, når han lægger vejen forbi Koncertsalen i København 6. marts, Musikhuset Esbjerg 8. marts og Kulturcenter Limfjord i Skive 9. marts. Publikum kan forvente en særlig intim oplevelse, da der til hver koncert kun vil være cirka 1000 billetter til salg. Med sig har Adams kun sin guitar samt en pianist og vil fremføre et akustisk og intimt sæt med alle sine største hits, som er en del af konceptet for "The Bare Bones Tour" og livealbummet "Bare Bones" fra 2010.

Billetsalget til koncerten i Augustenborg Slotspark begynder på Billetnet.dk og tlf. 7015 6565 fra tirsdag den 26. februar kl. 10:00.


Billetsalget til koncerten på Jelling Musikfestival er i gang via GAFFA Live.
 

ANNONCE