Nyhed

Kæmpekoncert fejrer 25 år med dansk rap

Kæmpe-lineup hylder dansk rap til enestående koncert

Den 6. september i år bliver en storslået dag for dansk rap. Her fejrer man nemlig 25 års-jubilæet for dansk rap med en kæmpe koncert i Tivoli, København. 

Primo Entertainment, der står bag arrangementet, påregner 1988 som året, hvor dansk rap for alvor startede sit indtog i Danmark med blandt andet MC Einar og Rockers By Choice som plade-debutanter. Det vil sige, at man ikke medregner "Gunnar Nu Rap" og "andre kiksede 80'er forsøg", som Primo Entertainment mener slog plat på rapkulturen.

Den spæde start på dansk rap har siden sin fødsel gennemgået en utrolig udvikling og har lykkedes med at være indflydelsesrig og sætte sit fingeraftryk på den danske populærkultur. Og det vil selskabet altså gerne fejre med en spækket to timers livekoncert, der skal hylde de største af de raphits, som har præget de sidste 25 år, hvor dansk rap har eksisteret. 


Hver artist vil spille et medley af deres største hits, hvorefter scenen overlades til den næste artist, som igen præsenterer deres største hits. Således vil publikum kunne opleve et overflødighedshorn af dansk rap live på Plænen i Tivoli. For arrangørerne har det været vigtigt, at begivenheden ikke blev afholdt på en lukket festival, men i stedet skulle være en koncert for alle danskere, der har lyst til at fejre og feste med. Derfor bliver koncerten altså en del af Fredagsrock i Tivoli, hvor entréen i forlystelsesparken fungerer som adgangsgivende billet. 

Datoen er som skrevet fredag den 6. september kl. 22.

Lineup for "25 år med Rap På Dansk" ser ud som følger:


Ataf Khawaja

Den Gale Pose (m. Szhirley & DJ Static)

Humleridderne (m. DJ Stig)


Hvid Sjokolade (orginal lineup)

Johnson

Jooks


Jøden/Hefty

Kidd

Kølig Kaj 


L.O.C.

MC Einar (m. Vildmanden & DJ jan)

NIARN


Per Vers

Rockers By Choice (orginal lineup)

Spectors


Ufo/Yepha

Young

ANNONCE