Sebastian Lind: "Jeg blev kaldt en bums"

Han udgav sin debut i 2010 på Universal Music, men i dag erkender han, at det muligvis var for tidligt for ham, at den helt store pladekontrakt kom. Han var ganske enkelt for ung til at forvalte den opmærksomhed, der var omkring Sebastian Lind. Tid gik – og i 2011 kom så mini-albummet "I Will Follow", der skulle blive Linds kunstneriske redning. En nærmest akustisk plade, der fulgte op på den noget mere fyldte debut.

Den fik sit eget liv, og skabte på ny et sted, hvor lyttere fandt velvære i selskab med den i dag 24-årige musiker og sangskriver. Siden blev den udgivet internationalt, selvom forhåbningerne og ambitionerne slet ikke var i den retning, da mini-albummet blev skabt. Blandt andet nummeret "Never Let Go" fra netop den plade var de glade for i Tyskland, hvor Lind fik pladekontrakt hos Sony Music i Tyskland, Østrig og Schweiz.

Nu har han netop udgivet sin album-opfølger "Messed Up Happy Kid". Et album, der faktisk oprindeligt var tænkt til at udkomme før "I Will Follow", men som blev sat i bero efter fynboen havde stemmeproblemer, som han er blevet opereret og helbredt for. Vi talte med den pladeaktuelle kunstner hos distributørerne A:larm Music, der udgiver Sebastian Lind i Danmark, hvor fornyet kunstnerisk energi oser ud mellem linjerne.

Hvad handler pladen om for dig?

– Der er forskellige sider af det. Den ene er at vise, at jeg ikke er singer/songwriter. Det vil jeg gerne komme væk fra – det label. Det er planen med albummet, og det er også derfor, at den er delt op i to. Der er hele den atmosfæriske "I Will Follow"-agtige intro, hvor hele anden del af pladen er meget poppet og upbeat – nærmest hiphopagtig nogle steder. Det var sådan set for at vise, at jeg gerne vil lave mange forskellige ting. Jeg vil gerne vise fans og dem, som måske kunne hoppe med på vognen, at man kan forvente mange forskellige udspil. Det, som er sjovt ved musik, er at udfordre de forskellige genrer og hive noget nyt ind. Det har jeg gjort på det her album. Der er mange forskellige ting, men det er stadig i mit univers. Det er hele fidusen ved det. Når man sætter albummet på, så føler jeg godt, at man stadig kan høre, at det er mig. Der er stadig stor forskel på for eksempel "I Will Follow" og min første plade. Også det nye album – det er vidt forskelligt, men stadig med en rød tråd. Jeg synes, at det er i produktionen, at den hænger sammen.

– Der bliver tit sagt, at jeg er melankolsk i mit udtryk, og i mange artikler lyder det som om, at jeg er ked af det – det vil jeg også gerne lidt væk fra. Derfor er titlen "Messed Up Happy Kid", fordi jeg prøver at sige, at som alle andre mennesker er jeg glad engang i mellem og træls en gang imellem. Større pointe var der ikke med det – ud over at der er de to sider på albummet: den meget melankolske, mens anden halvdel er meget mere glad og upbeat i sit overordnede univers.

Modsætningsfyldte køn

– Albummet handler meget om sociale forhold og især mellem piger og drenge. Jeg havde en kæreste i syv år – vi gik fra hinanden for omkring et år siden – og at være syv år i et forhold og komme ud til et singleliv som 23-årig. Det var helt vildt underligt. Jeg kunne slet ikke forstå det. Der var så mange mærkelige ting i det univers og det miljø, som på mange måder var helt vildt latterlige. Det siger meget om måden, vi agerer over for hinanden på, og hvordan vi gerne vil fremstå over for hinanden. Det virker enormt plat og patetisk. Hvis man er i byen bare for at score, så kommer der masser situationer op, som er enormt pudsige. Jeg læste om en dreng, der konsekvent udgav sig for at være læge, for han kunne slet ikke snakke med nogen ellers. Dagen efter var der en af mine veninder, der sagde: øv – drenge de lyver hele tiden. De to sætninger sammen – det modsætningsforhold.

– Jeg vil gerne kunne lægge alle de overfladiske fordomme væk, og så se folk i deres kerne. Det lyder helt vildt klichéagtigt, men det er en ting, man virkelig skulle prøve at arbejde på. Der er busreklamer for silikonebryster, og vi bliver hele tiden fodret med, at vi skal være et eller andet bestemt. Hele frygten for at vise, hvem man rigtig er, gør, at man er på en sjov overflade. Det er det, "Clublove" for eksempel handler om.

– Jeg var i byen i Svendborg efter mit syv års brud, hvor jeg møder en kvinde. Nogle gange siger jeg bare, at jeg går og hygger mig. Det kunne hun ikke forstå, og at jeg ikke havde nogen uddannelse: hun troede jeg var psykisk syg eller sådan noget. Hun endte med at sige: du er en bums. Hun afskrev mig fuldstændig, og så forklarede jeg hende, at jeg havde spillet på hendes gymnasium, og så ændrede hun fuldstændig karakter.

– Det inspirerer mig vildt meget. Det giver mig nogle tanker, og noget jeg kan skrive om. Det er meget metaforisk og kringlet.

Læs et længere interview om Sebastian Linds ikke helt uproblematiske vej til sin nuværende popularitet, i GAFFAs artikelsektion.