x

Night Music Gallery vender tilbage

Night Music Gallery vender tilbage

Det er nu 12. gang, man kan opleve Night Music Gallery, som er et samarbejde mellem Stella Polaris og Statens Museum for Kunst. Eventen kombinerer musikalske liveoptrædener med SMK's smukke rammer, hvor man på aftenen har adgang til museets samling af Dansk og International Kunst efter 1900. Ligeledes vil der være Art Talks og en kunstnerdrevet do-it-together workshop, hvor en improviseret skulptur konstruktion vil udvikle sig aftenen over.

Aftenens tre liveoptrædener står Sleep Party People (billedet), 4 Guys From The Future og Kristina Reneé for. Sidst nævnte debuterede sidste forår med minialbummet "For Now", hvor GAFFAs anmelder Signe Bønsvig Wehding kvitterede med fire stjerner og skrev:

"Med stor vægt på detaljerne i forholdsvis enkelte arrangementer løfter sangene sig fra et afstemt blandingsforhold, med overraskende fylde."

4 Guys From The Future alias sanger og guitarist Bjarke Porsmose, bassist Mads Brinch Nielsen, guitarist Jeppe Brix og trommeslager Rasmus Valldorf vil på aftenen præsentere helt nye numre. Disse sange vil figurere på bandets næste album, der udkommer til efteråret.

Sleep Party People har til koncerten to anmelderoste album med i baggagen og arbejder i øjeblikket på det tredje, der produceres af Jeff Saltzmann (Morrissey, The Killers, Blondie).

Night Music Gallery version 12 løber af stablen lørdag den 6. april klokken 19.00-24.00 på Statens Museum for Kunst, og arrangementet er gratis.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA