x

The William Blakes: Navigerer efter de store oplevelser

The William Blakes: Navigerer efter de store oplevelser

Der er ikke plads til at parkere mange elefanter i Kristian Leths studie/kontor på Islands Brygge. Til gengæld er det ikke småting af syns- og sanseindtryk, man bliver bombarderet med, når man lader blikket vandre rundt på de sparsomme kvadratmeter. Man kan spejde langt efter bandets DMA-statuetter og modtagelsesbevis for Kronprinsparrets "stjernedrys"-pris. Til gengæld flyder det med tarotkort, musikinstrumenter, en Macbook Pro, stearinlys, perleplader og musikalbum inden for et væld af genrer, herunder et gigantisk bokssæt af Wagners mastodontepos Nibelungens Ring, skrevet på en periode over 26 år i 1800-tallet – som Leth på det nærmeste kysser af ren benovelse. Reolerne er fulde af tegneserier og bøger inden for science fiction, religionshistorie og et mindre bibliotek af værker inden for den magiske og okkulte sfære, et emne, Leth er særdeles passioneret omkring og satte på dagsordenen med i en serie over 20 radioprogrammer på radiostationen 24syv sidste år. 

Helte på væggen

32-årige Kristian Leth (der for tiden dyrker det lange garn og kækt overskæg) er ikke typen, der spilder tiden eller er bange for at give sin mening offentligt til kende om både det ene og andet. Det har givet talrige tilhængere og samarbejdspartnere, men også modstandere og kritikere, der ser ham som bedrevidende, selvom der nok er få, der vil betvivle, at herrens hjerneceller accelererer med en betragtelig hastighed.

Derudover er han en særdeles passioneret herre, der hylder sine helte. For lige at lade kameralinsen panorere i lokalet en sidste gang, finder man – ud over det magiske symbol/segl baphomet – de erklærede forbilleder i glas og ramme på vægen. Nærmere bestemt den anarkistiske, okkulte tegneserieforfatter og ophavsmanden til "den grafiske roman", Alan Moore (Watchmen med mere) og den drømmende og betagende animator og filminstruktør Hayao Miyazaki (Chihiro og Heksene). Fra musikkens verden finder vi den elektroniske pioner, produceren, solisten og det stiftende Roxy Music-medlem, Brian Eno, der er den amerikanske science-fiction forfatter Philip K. Dick, og som eneste kvinde i det eksklusive selskab science fiction-forfatteren Ursula K. Le Guin, hvis forfatterskab er baseret på jungianisme og en taoistisk-anarkistiske livsfilosofi.

Man bliver lettere rundtosset i Kristians Leths univers og skal holde ørerne stive, og i løbet af denne mandag formiddag kommer vi også rundt om, og i en vis dybde med, emner som voodoo på Haiti (hvor hans ikoniske far Jørgen residerer), den magiske, okkulte tankegangs grundpiller (som ikke er for tøsedrenge, men som Leth udtrykker det: "livet er farligt"). Vi får lige rundet videnskabens spydspidser, kvantefysikken og neurologien, der modsat eksempelvis lægevidenskaben (der "kun" bliver dygtigere) fundamentalt kan forandre vores verdensopfattelse og -orden, og selvfølgelig en rundtur i musikken fra moderne klassiske kompositioner (som Leth pt. behandler i en program-serie på Radio Klassisk) til nye elektroniske landvindinger med mere.

Mange jern i ilden

På trods af vielsesring på fingeren og tre poder hjemme på privatadressen får Leth dyrket sine passioner intenst og er ifølge sig selv en videbegærlig "nørd'", der har den tenderende besættelse at skulle vide alt om alt, selvom han med tiden har reduceret ambitionerne en anelse. Rent professionelt har det bragt ham på forfatterskolen, ført til to bogudgivelser, to musikalske soloudgivelser som henholdsvis Baron Criminel og i eget navn, tv-vært på DR1's musikprogram Liga, "smagsdommer" hos Adrian Hughes, vært på adskillige radioprogrammer på P6 Beat, DR2 Klassisk, P3, P1 og Radio 24syv, status som pladeselskabs- og studieejer, og så har han medvirket i forskellige film plus det løse.

Tid

Men nu er GAFFAs primære ærinde ikke at få kuglegravet Leths CV, udlagt teksten om klodens snarlige endeligt og mulige genopståen, men nærmere at få et snak om The William Blakes' færdigindspillede femte album  Age of the Wolves, selvom det er områder, der hænger uløseligt sammen for Kristian Leth, der synger og skriver sangene i The William Blakes. Da Kronprins Frederik i 2011 uddelte førnævnte pris omtalte han blandt andet bandet som "et fyrværkeri af musikalsk fantasi" og som værende "usædvanligt produktivt". Og nu med The William Blakes' femte album færdiggjort, på lige så mange år, må man sige, at kvartetten, der ud over Leth tæller "producer-tvillingerne" Frederik og Fridolin Nordsø og Bo Rande (Blue Foundation), har fastholdt den hyppige udgivelsesfrekvens. Men noget er radikalt ændret denne gang.

– Alle de foregående fire album har vi lavet på meget kort tid, og mere eller mindre i et hug i vores studie i Sverige, og i nogle tilfælde uden at have så meget som en tone klar, inden vi rejste derover (hvilket man blandt andet kunne se i DR3-dokumentaren The William Blakes – Til Verdens Ende, vist i start-februar, red.). Vi har opstillet forskellige dogmer og regler for indspilningerne, som har været med til at gøre processerne mere "farlige". Sådan skal det være, ellers bliver det kedeligt. Gennem årene har vi lavet alt fra plasticpop til folk, og sidste gang havde vi så mange forskellige ingredienser i spil, at vi brændte alle broer. Denne gang var det mest farlige, vi kunne finde på, at give processen lang tid, så det har vi gjort. Ikke at tid overhovedet er et ideal i sig selv, Beatles lavede 13 album på seks et halvt år, og utallige mesterværker gennem årene er lavet på rekordtid; Ziggy Stardust, (Bowie, red.) tog for eksempel 14 dage. Men for os var det det mest spændende at gøre. Så er vi gået tilbage til, at jeg har skrevet alle sangene som på de første plader. Det mener jeg, at der er kommet en mere helstøbt og sammenhængende plade ud af. Dermed ikke sagt, at den er bedre, den er bare anderledes.

Læs et længere interview om blandt andet Kristian Leths syn på originalitet, verdens undergang og mulige frelse i GAFFAs artikelsektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA