Se Nik & Jays nye video

Se Nik & Jays nye video

Fredag den 8. marts udgiver Nik & Jay en ny ep med titlen "Copenhagen Pop Cartel". Ep'en bliver på engelsk og indeholder blandt andet singlen "United", som gruppen nu har lanceret en video til. Du kan se videoen nedenfor.

"United" er skrevet sammen med Aura Dione og gæstes af den tyske sangerinde Lisa Rowe, der normalt begår sig i dubstep-genren. På den kommende ep er der desuden besøg af Søren Huss, Morten Breum og When Saints Go Machine.

"Copenhagen Pop Cartel" vil ud over samarbejdet med Aura Dione også byde på sange som "Lights Down Low" med Morten Breum, "Ocean Of You" med Søren Huss og "When Nik & Jay Goes Machine" lavet over sangen "Church & Law" fra When Saints Go Machine. Hertil kommer sangene "Live 4 Today" og "Clappin", der er planlagt til udgivelse i løbet af marts måned i Tyskland, hvor Nik & Jay netop har skrevet kontrakt med Sony Music. Nik & Jay har allerede besøgt landet flere gange – senest da de blev valgt som support af sangerinden selv til Jennifer Lopez' tour i Tyskland i efteråret 2012.

Ep'en udkommer i øvrigt kun digitalt. Nik & Jay udtaler: "Det er første gang, vi kun udgiver musikken digitalt, og det giver ret god mening at følge den udvikling, der er på det her område. Specielt fordi ep-formatet indbyder til, at vi kan lege lidt mere med formen. Som en kærlig krammer til YouTube-generationen har vi ligeledes allerede udsendt to musikvideoer i år, og den tredje kommer nu. Tidligere udsendte vi måske to til tre musikvideoer om året. Nu har vi givet vores fans tre styk på to måneder."

Ep'en "Copenhagen Pop Cartel" bliver fulgt op af to – ifølge gruppens pladeselskab Copenhagen Records – anderledes koncerter, en i Aarhus og en i København, i løbet af april måned.

Nik & Jay debuterede i 2002 med singlen og albummet af samme navn som duoen. Begge dele blev store hits, og de har siden udgivet albummene "2" (2004), "3: Fresh, Fri, Fly" (2006) og "Engle Eller Dæmoner" fra 2011 og haft en lang række hitsingler, eksempelvis "Hot", "Elsker Hende Mere", "En Dag Tilbage", "Lækker", "Boing", "Når Et Lys Slukkes", "Mod Solnedgangen", "Udødelige" og mange flere.

Ep'ens udgivelsesdato 8. marts er i øvrigt kvindernes internationale kampdag, men om man skal lægge noget dybere i dette, er endnu uvist.

Se videoen til "United":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA