Nyhed

Studenterhus Aarhus holder 10 års jubilæum

Studenterhuset giver musikalske gaver til sine medlemmer

I denne uge fortsætter Studenterhus Aarhus med at fejre sit 10 års jubilæum med både en række kendte og mindre kendte musikere i form af Turboweekend (billedet), Asbjørn og Mathilde Savery. Fælles er at de alle repræsenterer en del af Studenterhusets musikalske historik og formål, som altid har stået huset nær:

"Som studenterhus mener vi, det er vigtigt at give det musikalske vækstlag mulighed for at præsentere sin musik for et publikum. Det at bidrage til den musikalske fødekæde i en by som Aarhus, hvor studiemiljøet blomstrer og hvor der er plads og rum til opdagelse af nye bands og kunstnere, ser vi som en vigtig opgave for et studenterhus," Lyder det fra William de Feuth Michaelsen, Musik- og eventkoordinator ved Studenterhus Aarhus, og han fortsætter:

 "Viljen til at tage nye og ukendte bands seriøst har ført en masse fantastiske musikalske liveoplevelser med sig gennem årene. Hvor fedt er det ikke at have været med til at præsentere nogle af de helt store og kendte navne på den danske musikscene, før de var kendte".


Turboweekend spillede eksempelvis som opvarmning for Alphabeat i foråret 2007. Dengang var der ikke mange, der kendte dem. Og i 2008 spillede de som hovednavn for 80 mennesker i Pakhuset, der dengang var Studenterhusets spillested. Siden er de blevet kåret som Danmarks bedste liveband ved Danish Music Awards og spiller på spillesteder og festivaler over hele landet.

Studenterhus Aarhus har lavet en opgørelse over de bands, der har spillet i huset, som siden hen har fået deres gennembrud i større eller mindre grad, og listen er lang og spænder bredt inden for musikalske genrer. Ikke mindre end 133 bands, der tæller navne som Lucy Love, The Rumour Said Fire, Veto, USO, Ida Corr, Camille Jones og senest MØ og Mads Bjørn er blandt navnene. Det kontinuerlige fokus på nye musikalske talenter fortsætter fremover med ugentlige koncerter samt den årlige Newbees Festival. Derfor præsenterer Newbees Festival også to navne i forbindelse med jubilæet – Asbjørn og Mathilde Savery.

Newbees Festival er en festival for up-coming bands arrangeret af Studenterhus Aarhus, og har de sidste fem år præsenteret to-tre dage med fokus på bands, der har potentiale til gennembrud på den danske musikscene. Gennem årene har festivalen præsenteret kunstnere, der sidenhen er slået igennem, eksempelvis har navne som The Rumour Said Fire, Ginger Ninja, Ulige Numre og Wafande spillet. Netop derfor præsenterer Newbees Festival i anledning af jubilæet to navne, der tidligere har spillet, og som Studenterhuset tror på har en stor fremtid foran sig. Asbjørn spillede i 2011 og Mathilde Savery spillede på sidste års udgave af Newbees Festival, begge med gode anmeldelser fra både publikum og danske musikanmeldere.


Torsdag spiller Asbjørn og Mathilde Savery, og fredag afsluttes jubilæet med et brag, når Turboweekend går på scenen. Du kan læse mere og købe billetter via Studenterhusets hjemmeside.

 

ANNONCE