Rytmepostens leder fyret efter fusk

Rytmepostens leder fyret efter fusk

Lederen af Rytmeposten, Jan Aaskov, fratræder efter ni år i spidsen for Rytmeposten – Odenses mest markante spillested og det regionale spillested på Fyn. Det sker efter, at Fyens Stiftstidende har afsløret uregelmæssigheder i regnskaberne.

For Rytmeposten har flyttet rundt på tallene, så det reelle billede af koncertstedets økonomi blev sløret. Eksempelvis er beløb på op mod 300.000 kroner blevet skubbet til et senere regnskabsår, hvilket har gjort bundlinjens røde tal sorte. En af metoderne har været at manipulere regninger, så det lignede, at de var udskrevet senere, end de egentlig var.

Den form for fusk har især fundet sted, når myndighederne skulle vurdere, hvor meget Rytmeposten skulle have i offentligt tilskud.

Sagen har rullet de seneste dage, og en tidligere bogholder afslører blandt andet, at kun ét af de seneste ni års regnskaber tegner det korrekte billede af Rytmepostens økonomi. Så sent i går aftes tog bestyrelsen bag spillestedet konsekvensen og fyrede leder Jan Aaskov.

Fyringen sker, ligesom Rytmeposten står midt i en markant udvidelse. Kapaciteten bliver næsten fordoblet, så stedet kan rumme knap 900 gæster – den nye Rytmeposten slår efter planen dørene op til efteråret.

Rytmepostens hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA