Nyhed

Caroline Henderson udgiver nyt album

Sangerinden er klar med et nyt fortolknings-album

Caroline Henderson er en af Danmarks mest kritikerroste sangerinder, og den 25. marts udgiver hun nu sit 12. soloalbum "Lonely House", der indeholder personlige og kreative fortolkninger af den tyske komponist Kurt Weill, der levede fra 1900-1950.

Hendersons ønske er at indfange den moderne tids kant og samtidig skue tilbage til det bedste og smukkeste fra Kurt Weills omfattende, musikalske univers.

Albummet byder derfor på en række nyfortolkninger af Weills mangefacetterede og samfundskritiske musik, der blandt andet omhandlede politiske, menneskelige og eksistentielle proplemstillinger, som Hendersen mener har samme aktualitet i dag. 


Albummet tager udgangspunkt i det fiktive hus, "Lonely House", hvor de personificerede sange bor i hver sin lejlighed. Caroline er fortælleren, som viser lytteren en række menneskeskæbner – livet, som det leves i Lonely House.

Om motivationen for at arbejde med Weills kompositioner udtaler Caroline:

"Jeg er dybt fascineret af hans mod til at tage stilling og udtrykke sine holdninger, som kunne have kostet ham livet. Kurt Weills musik er på én gang en kulturskat og et politisk manifest, og han er folkeeje i både Europa og USA. Musikken spænder over så mange genrer, at den er et veritabelt musikalsk skatkammer, og samtidig har den en sjælden dybde, skrevet med store omkostninger og personlige risici."


Caroline er begejstret for teksterne, som er stærke, skarpe og meget visuelle. Weill arbejdede gennem hele sin karriere sammen med en række prominente tekstforfattere blandt andet Bertolt Brecht, Maxwell Anderson og Jacques Deval.

Caroline har tidligere været omkring Kurt Weill i sit arbejde med forestillingen "Jazz, Love & Henderson." Forestillingen var bygget op om Caroline Hendersons egne, stærkt selvbiografiske kompositioner. Hun var inspireret af filmmusikkens teatralske greb om det billedskabende og blev i den forbindelse grebet af Kurt Weill, hans enorme spændvidde og hans korte, dramatiske liv. Derfor følte hun, at det var oplagt at gå dybere ind i den fascination, og hun har siden gennemgået en spændende og positivt udfordrende proces i forhold til at finde sit eget greb i det weillske materiale.

Caroline Henderson har selv produceret albummet, som er indspillet i STC Studios i København.


På albummet medvirker Nikolaj Hess (piano), Jakob Høyer (trommer) og Daniel Franck (bas), som alle var en del af bandet i forestillingen "Jazz, Love & Henderson" på Østre Gasværk. Desuden medvirker Frederik Henrik Møller (programmering og beats) og Gustaf Ljunggren (guitar).

"Lonely House "udkommer den 25. marts 2013 på Copenhagen Records. 

ANNONCE