Nyhed

Kim Kix indspiller soloalbum

Kix'en er gået i studiet under sit alias Hank Robot

Kim "Kix" Jeppesen, der til daglig fungerer som PowerSolo-frontmand, er under sit andet alias Hank Robot gået i studiet for at indspille sit første officielle soloalbum, opfølgeren til 10"-vinyldebuten "Loop Girl" fra 2009. 

Hank Robot har eksisteret siden 1996 og beskrives som et whiskey-drikkende, kvindeelskende one-man-rockabilly-band med inspirationskilder der strækker sig fra folkrock-legender som Bob Dylan, Hasil Adkins, The Legendary Stardust Cowboy og Carl Perkins til Kixens gamle ven, den franske forfatter Sebastién Doubiensky. 

Hank Robot viser ikke blot endnu en side af Kim "Kix" Jeppesen, men også det skift, der foregår på de danske og internationale musikscener i disse år, hvor interessen for netop folk,- country og singersongwriter-traditionerne er stadig stigende.


Kim Kix ligger på ingen måde på den lade side. Samtidig med Hank Robert-projektet er han også i studiet for at påbegynde arbejdet på PowerSolos kommende plade, bandet har netop overstået deres turné i Tyskland, Schweiz og Frankrig, imens Kix også har engageret sig i cykelholdet Gruppo Sportivo Velopresse.

Hank Robot er en af de danske kunstnere, der nok er lige så kendt i udlandet som herhjemme, og hans samarbejder strækker sig fra Scott H. Biram og Joe Buck til koncerter, tv-optrædener og en 10"-vinyludgivelse sammen med Loop Girl alias Maria Timm.

Du kan opleve Hank Robert varme op for den meget roste singer-songwriter Bob Log III fredag den. 8 marts på Kulisselagret i Horsens. 


ANNONCE