Udgivelse af dansk kunstner skabte kø foran pladebutik i Nordjylland
I en tid hvor det digitale musiksalg har overhalet det fysiske, må det betegnes som en yderst sjælden begivenhed, at der opstår decideret kø foran en pladebutik, når et nyt album udkommer.
Men ikke desto mindre var det netop, hvad der skete i går, da Allan Olsen udgav sit nye album "Jøwt" i sin barndoms-egn Vendsyssel i Frederikshavn. Allan Olsen var selv troppet op for at signere pladen, der blev udgivet helt eksklusivt i butikken Cd-Baren. Foreløbig skal man nemlig nordenfjors for at anskaffe sig albummet, der først bliver sat til salg i resten af landet senere på året.
Ole Wittrup, pladebutikkens indehaver, udtrykte sig ifølge Ekstra Bladet med typisk jysk begejstring med kommentaren "det var da utroligt", da butikken mandag satte omsætningsrekord med hele 423 solgte cd'er. I en tid, hvor nummer to på listen over Danmarks mest solgte album ifølge Ekstra Bladet typisk sælger nogle få hundrede eksemplarer på en uge, fordelt over hele landet, må dette siges at være intet mindre end en sensation.
Den lille butik var da også ved at løbe tør for cd'er, allerede inden Allan Olsen selv troppede op. Heldigvis for de mange fremmødte havde Olsen selv en stor stak med.
Allan Olsens såkaldte verdensturné i Vendsyssel starter i morgen onsdag i Hjørring. Stort set samtlige 24 koncerter er udsolgt.