x

Tønder Festival offentliggør de første fem navne

Tønder Festival offentliggør de første fem navne

De første 2.000 har allerede sikret sig billet til den traditionsrige folkfestival Tønder Festival, som nu har annonceret deres første fem navne på plakaten.

Den snart 40 år gamle festival fornyede sig sidste år med nye scener og ny festivalplads, hvilket blev modtaget yderst positivt af publikum. Det var første etape af en treårs-plan, der skal skabe nye oplevelser og faciliteter. 

Flogging Molly (billedet) spiller keltisk punk, der matcher vildskaben på de første Pogues-plader og kombinerer denne med The Ramones' og The Clash' guitarfræs. Debuten "Swagger" fra 2000 var med til at definere den nye keltiske punkbølge i USA. Flogging Mollys frontfigur er sanger og guitarist Dave King, hvis evne til at skrive skarpe, kritiske tekster og smukke ballader vidner om et band, der er mere end bare fodtramp og fadøl. Seneste album er "Speed of Darkness" fra 2011.

55-årige Billy Bragg er i den grad også kendt for sine samfundskritiske sange. Den britiske sanger, sangskriver og guitarist har i mere end 30 år stået for en unik blanding af folk, punkrock og god gammeldags protestsang. Sammen med det amerikanske band Wilco satte Billy Bragg musik til Woody Guthrie-tekster på de tre "Mermaid Avenue"-plader, der siden første udgivelse i 1998 står som en markant kunstnerisk bedrift. I projektet "Imagined Village" i 2004 afsøgte Bragg de engelske folktraditioner, og på sin seneste plade "Tooth & Nail" søger han tilbage til den rootsy lyd på "Mermaid Avenue".

Der bliver et glædeligt gensyn med Pokey LaFarge & The South City Three. Som taget ud af en knitrende 78'er-plade har bandet slået sig på lyden af jazz, ragtime, blues og western swing. I 2011 producerede Jack White pladen "Chittlin' Cookin' Time in Cheatham County", og Pokey og drengene varmede op for Whites The Raconteurs i legendariske Ryman Auditorium i Nashville. "Upbeat americana", har en amerikansk anmelder kaldt Pokey LaFarge & The South City Three, og Pokey selv siger om sin kærlighed til den amerikanske traditionsmusik: "It's not retro music. It's american music that never died." 

Carolina Chocolate Drops har i de senere år haft stor succes med at dykke ned i de rødder, der skabte grundlaget for oldtime- og bluegrassmusikken. Den afrikanske indflydelse på genren har været voldsomt overset, men med den Grammy-vindende "Genuine Negro Jig" lykkedes det The Drops at få den frem i lyset. Carolina Chocolate Drops er en trio med fiddle, banjo, guitar og kazoo som bærende instrumenter.

Det irske band Dervish er ganske velkendt i Tønder. De har skabt deres eget musikalske univers solidt bygget på de keltiske folkemusiktraditioner. Med sangerinden Cathy Jordan i centrum vender Dervish tilbage til Tønder og sørger for, at den traditionelle irske musik er repræsenteret. Dervish har udgivet flere end ti album, det seneste er "The Thrush In The Storm" fra februar 2013. Dervish er fortrolige med små og store scener over hele kloden – fra landsby-gigs i hjemstavnen til at spille for 240.000 mennesker i Rio de Janeiro.

Tønder Festival 2013 afholdes i dagene 22.-25. august. Køb billetter via GAFFA Live.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA