Nyhed

Nickelback til Danmark

Det canadiske rockband gæster landet til efteråret

Det canadiske rockband Nickelback har netop annonceret, at de i slutningen af året vender tilbage til Danmark og Europa med deres "The Hits Tour". Turnéen bringer dem til Forum i København onsdag den 13. november.

Efter deres udsolgte europæiske turné i 2012, hvor de var aktuelle med albummet "Here and Now", har der ifølge koncertarrangøren Live Nation været en stigende efterspørgsel på bandet. I Danmark var efterspørgslen på billetter til den udsolgte koncert i Falkoner Salen i september på mere end dobbelt så mange billetter som kapaciteten, så derfor forudser Live Nation, at billetterne til denne koncert bliver meget attraktive – og man har derfor booket et noget større spillested.

"Vi var overvældet over antallet af folk, som kom for at se os," fortæller sanger Chad Kroeger. "Der var så mange fans, som ikke kunne få en billet sidste år, så vi blev oversvømmet med opfordringer om at komme tilbage, og vi elsker så meget at spille i Europa".

Nickelback blev dannet i 1995, albumdebuterede i 1996 med "Curb" og fik deres internationale gennembrud i 2001 med deres tredje album, "Silver Side Up", der blandt andet indeholdt kæmpehittet "How You Remind Me". Dette og alle deres følgende album har toppet hitlisten i Canada og er blevet internationale salgssucceser, senest deres syvende album, "Here and Now" fra 2011.


Blandt bandets hits kan nævnes "How You Remind Me", "Photograph", "Burn It To The Ground", "Rockstar", "When We Stand Together", "Bottoms Up", "Lullaby" og "Trying Not To Love You".

Karrieren igennem har bandet modtaget fem Grammy-nomineringer, tre amerikanske Music Awards samt tolv canadiske Juno Awards, og de blev udråbt som "Group of the Decade" af Billboard Magazine i 2009. Gruppen har solgt over 50 millioner solgte album på verdensplan.

Da Nickelback besøgte Danmark 11. september 2012, uddelte GAFFAs anmelder Christian Weigel fire stjerner under overskriften "En lidt broget aften i selskab med American Idol og top of the rock/pop?"

Billetsalget starter mandag 18. marts kl. 10.00 gennem livenation.dk eller via Billetnet på telefon 70 15 65 65 samt på posthuse.

ANNONCE