Nyhed

Dvd-anmeldelse: Dave Grohl – Sound City

Musikhistorisk signifikant studie fejres i seværdig dokumentardebut

Hvis blot man går passioneret til værks, så kan man gøre en film om hvad som helst interessant. Selv noget så nørdet som en 8028 Neve-mikserpult og et gammelt udbrændt "shithole" af et studie. Det beviser Dave Grohl i hvert fald i sin vellykkede debut som filmmand, med dokumentarfilmen Sound City. Bevares, det gamle studie Sound City i solfalmede San Fernando Valley i Californien har da også i en årrække været arnestedet, hvor en sand perlerække af album-mesterværker er undfanget, og den analoge mikserpult er i sig selv et brugskunstværk. 

Det hjælper selvfølgelig også, at rockmusikkens good guy Grohl har trukket på netværket og fået navnkyndige folk som Neil Young, Fleetwood Mac, Tom Petty, Trent Reznor, Rick Rubin, Butch Vig, Lars Ulrich, John Fogerty, Josh Homme, Frank Black og Paul McCartney til at fortælle om tilhørsforholdet til studiet og senere vise, at der stadig kan fremtrylles magi, når man kobler sig til mikserpulten, der er blevet flyttet hjem til Grohl.

Grohls største bedrift med denne film er dog ikke at have samlet det imponerende lineup, det er derimod at have de gode historier for øje og aldrig forfalde til noget, der bliver for teknisk for den almene seer. For filmen bugner simpelthen af fantastiske og musikhistoriske signifikante fortællinger, der giver én troen på, at rockmusikken aldrig vil dø, så længe passionerede folk får råderum til at lege.


Vurdering: Fem ud af seks stjerner.

ANNONCE