Historisk Gasolin'-indslag i P4 Rock på søndag
Skulle man være angrebet af en gal Gasolin'-feber, er der søndag på P4s aftenprogram P4 Rock en ret så enestående mulighed for høre, eller genhøre, de gamle danske rock-pionerer i noget, statsradiofonien kalder ”Gasolin'-tema”. Programmet er sat sammen af flere indslag, og som første indslag i DR's collage kan man høre Gasolin' om deres allerførste single 'Silky Sally' fra "Beat-Rapport", 15. september 1970.
Hans Jørgen Skov interviewer Kim Larsen og Franz Beckerlee i
anledning af pladeudgivelsen "Silky Sally", og Kim Larsen svarer på spørgsmål om pladeproduktionen. Nummeret "Silky Sally" og b-siden I've Got To Find A Loser" spilles. Franz Beckerlee udtaler sig om det at indspille plade og indspilningsmetoder.
Det første indslag følges op af “Gasolin - Musikværter for en aften”, sendt 27. marts 1978. De fire gassere vælger plader og kommenterer løs, mens pladerne vendes og spilles. Iøvrigt kommenteres alle de
valgte numre, som de fire har valgt efter tur.
Dernæst kommer de i den videre snak ind på udviklingen i 60'erne og frem til 70'erne, hvor volden gjorde sit indtog i kulturen. Gasolin mindes dengang, de spillede i Den Grå Hal på Christiania, hvor de måtte trække tiden ud, for at folk ikke skulle kaste med flasker og smadre hele bygningen. Kim Larsen tænker tilbage på perioden, hvor han, Franz, Wili og Bjørn Uglebjerg spillede i Farvergade. Det var junglefester og "bongo-fnaller" - og "Provo-Knud" dansede til.
På et tidspunkt løber de fire værter tør for drikkevarer og smøger, og dette tales der en del om. Allerede i dette program kan man begynde at fornemme kløften mellem Kim og de andre. De mundhugges ligefrem i studiet. Hør det i P4 Rock på søndag fra kl. 19-23.