Nyhed

Charles Bradley til Danmark

Den amerikanske soulsanger gæster landet til sommer

Den amerikanske soulsanger Charles Bradley fik noget af et gennembrud herhjemme, da han gav en meget rost koncert på Roskilde Festival i 2011. Året efter leverede han to lige så lovpriste koncerter på VoxHall i Aarhus og Vega i København, og nu vender Bradley tilbage til Danmark, nærmere betegnet Lille Vega i København mandag den 17. juni. Denne gang har han sit andet album, "Victim of Love" i ryggen. Albummet udkommer 2. april.

Sangeren har udtalt, at debuten "No Time For Dreaming" fra 2011 handlede om den modgang, han har mødt i sit liv. "Victim of Love" er derimod lyden af en taknemmelig Charles Bradley, der omsider er kommet ud i lyset.

Bradley har haft en lang og besværlig vej til succes. Han blev født i 1948, løb hjemmefra som teeanger og havde musikerdrømme siden ungdomsårene, men måtte leve en tid på gaden. Senere fik han job som kok, og i en moden alder begyndte han at optræde som James Brown-efterligner. I den forbindelse blev han opdaget af pladeselskabet Daptone Records', der gav ham en pladekontrakt, og i 2011 debuterede han omsider, 63 år gammel, med albummet "No Time For Dreaming", der fik fremragende anmeldelser. Blandt andet gav GAFFAs Sohail Hassan ham fem stjerner og følgende ord:


"Bradley både ligner og lyder som den helt ægte vare. Han besidder en rå, stærk og smuk soul-vokal, som i den grad minder om mægtige James Brown. Lyt f.eks. til skæringen 'The World (Is Going Up In Flames)'. Fra første strofe og hver rynke på den allerede 63-årige debutants ansigt oser det af autenticitet og et liv fuld af smerte, oplevelser og erfaring. Perfekt indrammet i Brennecks produktion og Manahan Street Bands tro retro-soul-sound."

Da Charles Bradley besøgte VoxHall i juni 2012, uddelte GAFFAs Michael José Gonzalez fem stjerner med følgende konklusion: "...manden, der startede som imitator lader ingen i tvivl om, at han er en helt igennem vaskeægte soul brother. Det er et overordentlig solidt skud soul på en ganske almindelig torsdag. Se ham næste gang, han kommer forbi en by nær dig. Du vil ikke fortryde det."

Sidste år var Bradley i fokus i dokumentarfilmen "Soul of America", som fortalte om hans liv, fra hans barske fortid til nutiden.


Du kan høre Charles Bradleys nye sang "Strictly Reserved For You" her.

Billetsalg starter den 13. marts og kan købes via Vegas hjemmeside, Billetnet og på posthuse.


ANNONCE