GAFFA mødte sangerinden før koncerten på Vega
Den 26-årige sangerinde fra Storbritannien brød i 2011 igennem med hittet "Heaven", og siden da er hun kun stormet fremad.
Emeli Sandé, hvis mor er skotsk og far er fra Zambia, har siden barnsben spillet klaver og sunget, opmuntret af forældrene. Inden Sandé selv brød igennem, havde hun stor succes som sangskriver og komponist for andre artister, som Susan Boyle, Cheryl Cole og Chipmunk.
Tirsdag aften spillede Emeli Sandé for udsolgte døre på Vega i København, og GAFFAs anmelder gav den koncert fire stjerner under overskriften "Storladen og intim stemning med smuk vokal endte alligevel lidt fladt". Inden koncerten fangede GAFFA sangerinden til en snak om hendes pludselige megasucces, det at være på turné og hvad fremtiden bringer.
Emeli Sandé havde et stort år 2012, og med udgivelsen af debutalbummet "Our Versions of Events" opnåede hun blandt andet en Brits Critics Choice Award, og for nylig vandt hun "Best British Female" ved det prestigefyldte Brit Awards. Det anmelderroste album blev også det mest solgte i Storbritannien i 2012, og om denne succes siger Sandé:
- Det var en kæmpe overraskelse for mig, hvor hurtigt alting skete. Jeg tog tingene fra dag til dag, og der skete hele tiden noget fantastisk. Det var en kæmpe indlæringsproces for mig, at tilpasse og indstille mig på en ny livsstil, men jeg elskede det. Det er jo noget, jeg har arbejdet på i så mange år, altså at udgive mit debutalbum, så at have denne succes føltes fantastisk.
Forventede du, at succesen blev så stor?
– Nej, overhovedet ikke. Jeg havde det sådan lidt "okay, nu udgiver jeg mit debutalbum, og ser hvad der sker". Jeg håbede virkelig, at jeg kunne få en top 10 eller top 5-single, så jeg blev fuldstændig overvældet. Jeg mener, det, at jeg efter seks måneder stadig var der og et år efter stadig var på hitlisterne i Storbritannien, var virkelig en cool ting.
Hvis du nu skulle pege på et højdepunkt fra 2012, hvad ville det så være?
– På det private plan er det helt sikkert at blive gift, det var stort og helt sikkert højdepunktet i 2012. Musikalsk er der mange ting at vælge imellem, men at optræde til De Olympiske Lege var virkelig stort for mig. Da jeg var færdig, følte jeg virkelig, at jeg havde været del af noget stort og historisk. Storbritannien viste verden, hvad Storbritannien er nu.
Hvad er den største forskel på at være en normal person og så pludselig blive verdensberømt?
– Den største forskel er helt sikkert, hvor travl man er. Man har ingen fridage og der er ikke tid til bare at slappe af og gå tilbage til hverdagen. Og selvfølelig det, at folk kender til dig. Jeg kan for eksempel ikke bare tage et eller andet sted hen og møde folk på samme vilkår som andre. Der vil altid være en forudindtagethed, folk kender til mig og ved mærkelige ting, som at jeg blev gift sidste år og den slags ting.
Du er på turné i øjeblikket. Selve koncerten er så en lille del af det, så hvordan får man tiden til at gå?
– Jeg læser en hel masse og ser mange film i bussen, og denne gang har jeg min søster med på turné, så det er rigtig hyggeligt. Jeg ville gerne se lidt mere af de byer jeg er i, men det er der ikke tid til, desværre. Derudover prøver jeg virkelig at udnytte tiden og få skrevet nogle nye sange. Selvom tiden er knap, prøver jeg at passe det ind. Denne gang har jeg et transportabelt ministudie med, og i dag sætter vi det eksempelvis op efter lydprøven, hvor vi forhåbentligt får en idé ned. Så skal der lægges make-up, på scenen og så kan jeg prøve at indspille bagefter.
Hvor lang er du så i processen i forhold til et nyt album?
– Lige nu er jeg mest på idéstadiet. Jeg har været lidt i Ealing i London, hvor jeg skrev det første album. Når jeg er færdig med min turné, tager jeg til USA for at skrive mere. Jeg har ideerne, men endnu ikke materiale til et helt album. Jeg tror, det bedste sted at starte er måske at udgive nogle få numre på en ep eller sådan noget.
Man taler tit om "den være toer". Føler du et pres i den forbindelse?
– Ja, jeg kan godt mærke presset, men når alt kommer til alt, er det, jeg elsker, at kreere. Derfor er det største pres for mig, at jeg føler, at kunstnerisk skal den være bedre end den første plade, og det er for mig langt mere pressende end nogen kommerciel succes. Så det er klart mine egne forventninger, der er det største pres. Jeg vil have, at det skal blive fantastisk, og lige nu ved jeg ikke, hvad det er.
