x

Stort internationalt navn headliner Nibe Festival

Stort internationalt navn headliner Nibe Festival

I dag har Nibe offentliggjort et stort internationalt navn, der kan betragtes som lidt af et scoop, til "Den Lille Fede". De har nemlig præsenteret Cee-Lo (Green) som en af årets headlinere. Koncerten er samtidig eksklusiv for festivalen i Danmark. 

Cee-Lo indledte karrieren i hiphop-gruppen Goodie Mob og blev for alvor kendt som halvdelen af duoen Gnarls Barkley, som hittede med nummeret "Crazy".  

Siden gik Cee-Lo solo og har blandt andet leveret hits som "Forget You" (Fuck You), "It's OK", "Bright Lights, Bigger City" og nyeste single "Only You". Han har også vundet både Brit-, Grammy- og Billboard Music Awards.

Nibe afvikles i dagene 3. til 6. juli og har allerede præsenteret navne som Nephew, Rasmus Seebach, Kim Larsen & Kjukken, Lukas Graham, Suspekt, Mads Langer, Magtens Korridorer, Bikstok Røgsystem, Lars Lilholt Band, Outlandish, svenske Hoffmaestro og Alina Devecerski, Turboweekend og Marie Key. 

Det endelige program med over 100 koncerter er på plads i løbet af de næste par dage, ifølge festivalen selv, og offentliggøres den 1. april. Nibe har tidligere meldt ud, at over halvdelen af deres partout-billetter allerede er solgt. 

Du kan finde billetter via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA