x

Alice In Chains indtager Vega

Alice In Chains indtager Vega

Vi luftede her på stedet tanken om, at Alice In Chains kunne være en interessant tilføjelse til Roskilde Festivals program, da vi opdagede, at de tre tilbageværende medlemmer var begyndt at snakke om at tage på Europaturné.

Men nu viser det sig, at det i stedet bliver Store Vega, der 19. juni kan lægge scene til ikke bare Jerry Cantrell & Co., men også Slipknot-sideprojektet Stone Sour og Bloodsimple.

Det store spørgsmålstegn er naturligvis fortsat, hvem der stiller sig bag mikrofonen til koncerten i København. Bandets oprindelige forsanger, Layne Staley, døde i 2002, og siden da har en række sangere optrådt med de tre tilbageværende medlemmer i forskellige sammenhænge.

Netop nu er det fortsat et mysterium, hvem der skal forsøge at løfte arven efter en af 90'ernes mest intense frontmænd. Men vi vil naturligvis følge op med flere informationer, når de foreligger.

Billetsalget til koncerten i Store Vega 19. juni starter via Billetlugen, Fona butikkerne og Sex Beat Records mandag 20. marts kl.10:00.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA