Jacksons familie kræver kæmpesum fra koncertarrangør for manglende indtjening
Michael Jacksons familie sagsøger koncertarrangøren AEG for intet mindre end 226 milliarder danske kroner i kompensation efter hans død i 2009. Grunden er manglende indtjening, som familien mener, at sangeren ville have skovlet ind, hvis han stadig var i live.
Katherine Jackson, mor til "Kongen af pop", og Michaels tre egne børn, Prince, Paris og Blanket, vil ifølge TMZ have 60,6 milliarder, der skal kompensere i indtjening for de koncerter, som var arrangeret før hans død, og derefter blev aflyst. Derudover ønsker de 190,8 milliarder for "andre skader".
Sagen mod AEG, arrangøren, der stod bag Jacksons 50 planlagte comebackkoncerter i Londons O2 Arena i 2009, begynder i næste måned.
Jackson døde i en alder af 50 i sit hus i Los Angeles, kun få uger, før hans koncertrække skulle starte. Det er senere hen blevet fastlagt, at Jackson fik ordineret en fatal dosis af det bedøvende middel Propofol af sin personlige læge Conrad Murray. Murray blev sidste år idømt fire års fængsel for ufrivilligt manddrab mod Jackson.
Det er altså på baggrund af denne dom, der fastlægger Michael Jacksons død som manddrab, at familien nu ønsker kompensation, fordi de mener, at det var AEG, der ansatte Conrad Murray. Dette afviser AEG dog.