Nyhed

Norske sortbørshajer indtager Danmark

Norsk internetfirma sælger billetter til Rolling Stones i Horsens for 2900 kroner

Med knap tre måneder til den for længst udsolgte koncert med Rolling Stones i Horsens begynder sortbørshajerne for alvor at røre på sig, og både arrangører og billetudbydere advarer mod falske billetter. Det skriver Ritzau i dag.

De 85.000 billetter til koncerten blev solgt på imponerende seks timer, og billetterne blev via de officielle udbydere solgt til priser på mellem 595 og 695 kroner. Men nu kan man finde billetter til koncerten ved det norsk baserede eventbureau Euroteam til den uhyrllige sum af 2900 kroner plus et anseeligt gebyr på 200 kroner.

Billetterne bliver ifølge Euroteam fremsendt mellem den 15. maj og den 1. juni, og ydermere formidler selskabet også billetter til Robbie Williams i Parken og Santana i Horsens til priser, der ligger fire-fem gange højere end de oprindelige priser.


Både direktør Jeppe Michael Jensen i Billetlugen og direktør Frank Panduro fra Horsens Ny Teater betegner ifølge Ritzau konceptet som værende i direkte strid med dansk lovgivning, og de afviser blankt ethvert kendskab til eller samarbejde med Euroteam.

Rolling Stones' hjemmeside


ANNONCE