Nyhed

Tolsgaard & Pretzmann udgiver album

Den musikalske komikerduo udsender deres første album senere på foråret

De brød igennem på DR2 for snart 10 år siden som 2/3 af Drengene fra Angora sammen med Simon Kvamm. Siden har de været involveret i en række satiriske tv-serier og -programmer, de har turneret med deres eget show, og senest vakte de opsigt som værter på sidste års meget omtalte GAFFA-Prisen-show på Bremen Teater i december.
 
Nu er Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann så på spil igen. De to har nemlig taget sangene fra efterårets show med sig i studiet, hvor de har allieret sig med producerne Asger Baden og Peder Pedersen. Resultatet udkommer mandag den 6. maj i form af debutalbummet "Vores Lille Hemmelighed".
 
"Albummets sange tager afsæt i os selv. Vi befinder os i en tilstand af at være singler midt i 30'erne. Og det er der faktisk meget komik i. Man havner ofte i situationer, hvor man tænker, at her stod man også for 10 år siden," siger Rune Tolsgaard.
 
Esben Pretzmann supplerer: "Livet som single som 35-årig er godt og skidt. Man er lidt udenfor, fordi alle de andre har familie og børn. Men man er også den, der kan se det hele udefra – f.eks. kan vi se, at parforhold godt kan blive kedelige. Omvendt bliver vi ikke yngre. Vi har f.eks. sangen "Alkoholfri Weekend", der handler om, at vi ikke længere kan gå ud to-tre aftener om ugen, som vi kunne det, da vi var i 20'erne."
 
Inden albummet udkommer, tager Tolsgaard og Pretzmann på landevejen med albummets sange og et til lejligheden samlet pigeband bestående af Una Skott (guitar og bas), Sanni Blesner (keyboard og klaver) og Siri Skamby (trommer).

"Vi er jo singler, så selvfølgelig skulle det være et pigeband. Det er nogen, vi har sco… eller jeg mener samlet, fordi vi synes, ligestilling er en meget vigtig sag," siger Rune Tolsgaard.

GAFFA anmeldte Tolsgaard & Pretzmann på Train i Aarhus i november – uden pigeband. Her uddelte vi fire stjerner under overskriften "Veloplagt musikalsk comedy – af og for den kreative klasse".

 
Hør Tolsgaard og Pretzmann "Live in Concert" følgende steder:
 
22/3 – Horsens Ny Teater
23/3 – Magasinet, Odense
30/3 – Bremen Teater i København
6/4 –  Rytmus i Mariager
12/4 –  Musikhuset Aarhus
13/4 –  Aalborg Kongres & Kultur Center

Billetter kan købes via GAFFA Live og www.tolsgaardogpretzmann.dk
 


ANNONCE