Anklageren har valgt at droppe den medieombruste sigtelse mod rapperen
I januar sidste år valgte Dansk Folkeparti at politianmelde rapperen Kidd for dødstrusler. Det skyldtes en YouTube-video, der var optaget i en brandert klokken fire om morgenen, hvor Kidd sagde:
"Hvis min musikkarriere kommer dertil, hvor jeg skal stå og give hånd til de der mennesker; jeg sværger på mit liv, jeg spytter Pia K i ansigtet, og jeg spytter på Messerschmidt. Det er bunden af bunden. Det er så pinligt for Danmark, at de findes. Jeg håber, nogle dræber dem. Det har du mit ord på. Jeg håber, nogle dræber Pia K og Morten Messerschmidt."
Sagen blev hurtigt kørt igennem den danske mediemølle, og konsekvensen for Kidd var mistede sponsorer og jobmuligheder. Men nu, over et år senere, har anklageren så valgt at droppe sigtelsen. Hvilket rapperen naturligvis er yderst glad for, selvom han ikke har meget til overs for sagen og den måde, den blev kørt op på i medierne:
"Her i Skandinavien er det svært at gøre mange ting rent professionelt med sådan en sag på nakken. Jeg sad klokken fire om natten, fuld på et trappetrin i Odense og snakkede med en blog. Det var overhovedet ikke overvejet, men hvad der nu lige var i mine tanker i sekundet. Det var Se & Hør, der startede hele historien om den såkaldte 'dødstrussel'. De skrev, at jeg ville dræbe Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt. Derefter valgte alle andre medier at bringe historien. På baggrund af et Se & Hør-indlæg. Det synes jeg, vi alle lige skal bruge et minut på at tænke over, og derefter så vælge, om vi skal grine eller græde", fortæller Kidd til MetroXpress.