x

Nyd black metal og fri fadøl

Nyd black metal og fri fadøl

Total Carnage Fest III er skabt for at få metalfolket ud af hulerne og ned og lytte til nye danske metalnavne. Arrangørerne bag var ikke tvivl om den ultimative lokkemad: lad fadøllet flyde gratis i tre timer, når først entreen er betalt.

På lørdag den 23. marts i Pumpehuset kan du altså tage til black metal-fest og nyde tre nye bands inden for genren med en kold fadøl, eller ti, i hånden. 

De to sidste omgange af Total Carnage Fest har begge været solide succeser, hvor mere end 300 metalfans troppede op for at høre henholdsvis death metal og thrash. Tredje runde er nu klar med de tre black metalbands Horned Almighty (billedet), Eldjudnir og Solbrud.

Genren black metal har rødder i Norge og fik igennem 90'erne massiv medieomtale. Ikke så meget på grund af selve musikken, mere på grund af kirkeafbrændinger og black metal-relaterede mord, som hurtigt fangede mediernes opmærksomhed.

Norske bands som Mayhem og Burzum var og er nogle af de største navne og excellerer inden for black metal-genren med fokus på Satan, døden, destruktivitet, frygt, opgøret med de faste normer og hele populærkulturen. Kort sagt: et korstog mod normalitet.

Musikken er hurtig, distortet, riffbaseret og selvfølgelig flankeret af en growlende forsanger, hvis kendetegn dog ofte er, at der growles i et højere leje end inden for andre metalgenrer.

Det rigtige udseende er også vigtigt inden for genren. Derfor optræder Horned Almighty da også i ligmaling, som kender det fra diverse zombiefilm, og Eldjudnir entreer scenen i mørke kutter. 

For at sætte prikken over i'et vil der på selve aftenen i Pumpehuset blive antændt en række bål, udenfor selvfølgelig, for at skabe den helt rigtige stemning.

Om det bliver deciderede omvendte trækors, der ryger på bålet, kan kun tiden vise.

Find billetter via GAFFA Live.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA