Videodagbog: Esther Maria i Canada kapitel 1

Videodagbog: Esther Maria i Canada kapitel 1

I disse dage finder den enorme musikfestival Canadian Music Week sted i Toronto i Canada. 350 bands spiller på 35 scener, heriblandt navne som Rihanna, Nick Cave & The Bad Seeds, Coheed & Cambria, Cold Specks, Ron Sexsmith og danske Efterklang og Reptile Youth. En af de optrædende er den aarhusianske sangerinde og sangskriver Esther Maria, som i november 2012 udgav sit debutalbum, "The Abyss", et album, som GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann tildelte fire stjerner og blandt andet følgende ord:

"Esther Maria har med hjælp fra fine folk skabt et flot og mørkt værk med sprækker af lys – dele af albummet holder ikke helt niveau, og det ville klæde kunstneren mere kompromisløst at forfølge et vildt og voldsomt udtryk, men det er en fornem start."

Sangene på "The Abyss" er inspirerede af mange forskellige stilarter med afsæt i den folkede genre, og "The Abyss" blev indspillet i New York i 2010 i samarbejde med indie-produceren Mark Kramer, der har arbejdet med navne som Low, Galaxie 500, Daniel Johnston, Nikolaj Nørlund og Jacob Faurholt.

"The Abyss" er udgivet på Esther Marias eget selskab, The Quest Records, er crowdfunded via platformen Indiegogo.com, og artworket til pladen er lavet af Lasse Hoile, som også har arbejdet med det engelske Porcupine Tree. På pladen medvirker Jeff Linsenmaier på keyboard/klaver, Soma Alpass på cello og Esther Marias faste sidemand Torsten Stistrup Cubel på guitar.

I 2009 udsendte Esther Maria desuden ep'en "My Black Heart, og hun har tidligere optrådt på Spot Festival.

Esther Maria medbringer på turnéen sin guitarist Torsten Stistrup Cubel, og du kan se første del af deres videodagbog her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA