Waters mener, den israelske regering skal udelukkes fra det gode selskab
Roger Waters udtaler, at en boykot af Israel, mage til den, man foretog mod Sydafrika i landets apartheid-periode, er "vejen at gå". Han beskylder i et interview med The Electronic Intifada den israelske regering for at føre et tilsvarende regime ved at besætte Vestbredden og Gaza-striben.
Waters blev åbenhjertig tilhænger af kampagnen for boykot og sanktioner mod Israel efter et besøg på Vestbredden i 2006, hvor han spraymalede citatet "We don't need no thought control" fra Pink Floyds berømte nummer "Another Brick In The Wall (Part 2) på den israelske mur mellem Vestbredden og Israel.
Waters fungerer i øjeblikket som nævning på The Russell Tribunal om Palæstina, som har til formål at skabe opmærksomhed om, hvordan vestlige regeringer og virksomheder hjælper Israel med, hvad tribunalet opfatter som krænkelser af international lov. Sangeren planlægger at offentliggøre et åbent brev til sine kolleger i musikindustrien, hvor han beder dem om at slutte sig til ham i bevægelsen.
Roger Waters kan opleves i Parken 11. august, hvor han opfører Pink Floyd-klassikeren "The Wall" – apropos mure.