x

Chaka Khan fylder 60

Chaka Khan fylder 60

Chaka Khan er kendt som en markant funk- og soulsangerinde. Hendes karriere spænder over fire årtier, og hun har – både som solist og som frontkvinde i bandet Rufus – blandt andet vundet ti Grammy-awards. I dag fylder sangerinden 60 år.

Chaka Khan med det borgerlige navn Yvette Marie Stevens er født og opvokset i Chicago, Illinois. Hun er den ældste i en søskendeflok på fem, hvor flere var særdeles musikalske. Hendes søster Yvonne Stevens blev succesful under navnet Taka Boom, mens hendes eneste bror, Mark Stevens, dannede funkgruppen Aurra, som ligeledes opnåede stor succes. I dag er Khans søster Tammy McCrary hendes manager.

Allerede som 11-årig dannede Khan, sammen med søsteren Taka, sit første band, The Crystalettes, som var en udelukkende kvindelig vokalgruppe. I løbet af 1960'erne indgik Khan i flere grupper, men i 1972 blev hun spottet af medlemmer fra det nyligt dannede band Rufus.

Med Rufus fik Khan sit store gennembrud. I første omgang kom gennembruddet ikke, og bandets selvbetitlede debutalbum gik hurtigt i glemslen. Dette ændrede sig dog hurtigt, da Stevie Wonder skrev en sang til Khan, "Tell Me Something Good", som blev det hit, gruppen brød igennem med. Sangen nåede nummer tre på hitlisten "Billboard Hot 100" i 1974 og inkasserede senere Rufus deres første Grammy. Denne single, samt andensinglen "You Got The Love", sikrede bandets andet album "Rags to Rufus" en platinplade med over en million solgte eksemplarer. I perioden 1974-1979 udgav Rufus seks platin-sælgende plader, blandt andet "Rufusized", "Ask Rufus" og "Street Player".

Forholdet mellem medlemmerne i Rufus var stormfuldt, og flere medlemmer forlod bandet ved næsten hver eneste udgivelse. I 1978 skrev Chaka Khan kontrakt med Warner Brothers Records, men forblev imidlertid medlem af gruppen. På Khans første soloalbum finder man hittet "I'm Every Woman", som igen ledte Khan til platin og over en million solgte album.

I de følgende år veksler Khan mellem Rufus og solokarrieren. I 1978 vendte Khan tilbage til Rufus og udgav "Masterjam", som indeholdt hittet "Do You Love What You Feel?", og i 1980 kom Khans andet soloalbum "Naughty". I 1981 udgav Khan som solist albummet "What Cha' Gonna Do for Me" og med Rufus albummet "Camouflage". I 1983 udgiver Rufus deres sidste album "Seal in Red" – uden Khan.

I 1986 udgav Khan sit sjette studiealbum, "I Feel for You", hvor titelnummeret relancerede Khans karriere. Sangen, der originalt er skrevet og indspillet af Prince, solgte i Khans version millioner af eksemplarer og gik nummer et på hitlisterne i USA og Storbritannien. Også dette album fik platin, og blev fulgt op af de to albums "Destiny" (1986) og "CK" (1988).

I 1989 fik Chaka Khan et hit i duet med Ray Charles på "I'll Be Good To You" fra Quincy Jones' album "Back On The Block". Sangen gav de medvirkende en Grammy. I 1992 udgav hun albummet "The Woman I Am", der gav hende nok en Grammy. I 1996 afbrød hun samarbejdet med sit pladeselskab Warner Brothers, som hun følte negligerede hende. To år senere skrev hun kontrakt med Princes pladeselskab NPG Records og udsendte albummet "Come 2 My House". I 2004 afbrød hun samarbejdet med NPG og skrev i 2007 kontrakt med det lille selskab Burgundy Records. Samme år udgav hun albummet "Funk This", hvorfra Mary J. Blige-duetten "Disrespectful" blev et hit. Albummet er hendes 11. og hidtil seneste, og det gav hende to Grammyer.

Chaka Khan har spillet i Danmark adskillige gange, senest på Portalen i oktober 2012.

Chaka Khan har været gift to gange og har to børn. Hendes søn Damien Holland blev i 2006 anklaget for mord i forbindelse med en skudepisode, men blev frikendt.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA