Nyhed

Aguilera undervejs med nyt

Popdivaen vender tilbage til rødderne på juni-udgivelse

”Det føles som om, jeg har været gravid i atten måneder,” udtaler Christina Aguilera ifølge rollingstone.com om det langvarige arbejde på sangerindens kommende album, der skulle være klar til udgivelse i juni. Det er da også efterhånden også tre et halvt år siden Aguilera udgav sit sidste album ”Stripped”, og de mellemliggende år skulle efter sigende også kunne mærkes på musikken.

Det kommende album, der bærer den sigende titel ”Back To Basics”, vil således ifølge sangerinden være at betragte som en moderne opdatering af den klassiske jazz, pop og r&b, som hun elskede som barn – med reference til artister fra Billy Holiday til Otis Redding.

Popdivaen har arbejdet på albummet i Chalice studios i Los Angeles sammen med navne som DJ Premier og Mark Ronson, og hun er gået efter en ”bagudskuende stil med samplinger af horn, så lyden bliver grynet og gammel,” udtaler hun, og fortsætter: ”Men vi har været i stand til at splejse det sammen til noget, som folk stadig vil kunne danse til i klubberne.”


Ligesom på ”Stripped” har Aguilera også denne gang arbejdet sammen med Linda Perry. ”Vi dykkede med hovedet først ind i stemningen fra 1920’er- eller 1930’er-æraen,” siger sangerinden. ”Vi har en sang, der lyder som om, du er gået direkte ind i en varietéklub fra 1920’erne.”

Aguilera overvejer stadig, om albummet skal udgives som et dobbeltalbum, men der skulle endnu ikke være truffet nogen endelig afgørelse i den henseende.


Aguileras hjemmeside

ANNONCE