Nyhed

Smashing Pumpkins påbegynder nyt album

Billy Corgan er gået i gang med at skrive nye sange

Forsanger Billy Corgan gjorde det i går officielt, at Smashing Pumpkins arbejder på et nyt album, da han på sin Twitter-profil skrev:

"Glad for at kunne meddele, at i dag er vores første officielle dag med at skrive til et nyt SP-album. Ønsk os held og lykke!"

Albummet, der endnu er uden titel og udgivelsesdato, bliver opfølgeren til "Oceania" fra 2012. GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez gav albummet fem stjerner, og skrev blandt andet:


"Oceania er en smuk, hård og helstøbt plade fuld af fremragende sange, der giver nyt håb for The Smashing Pumpkins' fremtid, og Teargarden By Kaleidoscope virker mere og mere som et projekt, hvor ambition og musik går hånd i hånd."

The Smashing Pumpkins blev dannet i 1988, og består i dag, ud over eneste tilbageværende medlem fra den originale besætning, Billy Corgan, af trommeslager Mike Byrne, bassist Nicole Fiorentino og guitarist Jeff Schroeder. Bandet debuterede i 1991 med albummet "Gish", og siden er det blevet til otte studiealbum fra græskarhovederne.

ANNONCE