x

Best of: Aprilsnar gennem årene

Best of: Aprilsnar gennem årene

GAFFA har i anledning af den 1. april kigget i gemmerne og fundet nogle af de bedste aprilsnarre fra musikkens historie. Musikere har nemlig en velgemt indre snydepels viser det sig, og derfor findes der også et par gode grin imellem historierne.

Vi starter med den engelske gruppe Coldplay, som især godt kan lide at spille et pus med deres fans 1. april. I 2009 fortalte de på deres hjemmeside, at de havde planer om at indspille deres fremtidige album i et ganske utraditionelt studie, nemlig en ombygget Boeing 727, i vægtløs tilstand. 

"Senere i år vil vi indspille i en Boeing, som kan skabe en vægtløs tilstand i 20-25 sekunder ad gangen. Iført selv-designede dragter inspireret af russiske astronauter vil vi indspille sangene på en analog kasette-båndoptager fra 1969", udtalte Chris Martin. 

Året efter var bandet ude med historien om deres nye parfume "Angst", der var lavet af ene FairTrade ingredienser som "sangre, sudor and lágrimas" – med andre ord blod, sved og tårer. Duften var til salg gennem bandets online merchandise shop, selvom den desværre var udsolgt på dagen. 

Én af de gode historier var også det år, hvor Trent Reznor valgte at udgive det helt nye Nine Inch Nails-album med titlen "Strobe Light" Produceret af Timbaland indeholdt pladen numre som "Everybody's Doing It" (featuring Chris Martin, Jay-Z and Bono); "Even Closer" (featuring Justin Timberlake and Maynard James Keenan); and "Still Hurts" (featuring Alicia Keys). Albummet var til digitalt salg via Reznors egen hjemmeside for 18,98 amerikanske dollars. Dog plus et digitalt leveringsgebyr på 10 dollars. Meget Web 2.0. Det mest fantastiske er, at du stadig kan se hjemmesiden i fuldt flor lige her

Også islandske Björk har tidligere været ude og lufte sin indre drillenisse, da hun offentliggjorde nyheden om, at hun havde sagt ja til at blive den nye forsanger i Led Zeppelin. Hun ville derfor tilslutte sig bandets verdensturné, som der gik en del rygter om i 2008. I pressemeddelelsen udtalte hun:

"Det var tydeligt, at deres verdensturné var i oprør efter at Robert Plant har besluttet sig for at koncentrere sig om live-optræden med Alison Krauss."

Björk havde eftersigende fremsat sit ønske om kun at spille sange fra bandets albums "I" og "IV". 

I 2011 var de tre brødre Hanson ude med ganske interessant nyt. De havde nemlig besluttet, at de ville udgive et nyt album bestående udelukkende af Slipknot-covers, i et forsøg på at kanalisere deres indre vrede ud. For at gøre historien mere troværdig udsendte bandet samtidig en video, der viste gruppen i gang med at øve nummeret "Wait and Bleed" fra Slipknots debutalbum. Den ømme performance kan du se lige her.

I Danmark har vi også god tradition for at kaste et par aprils-løgne ud i mediernes mølle. Således også i 2009, da DR Musik kunne afsløre, at selveste Big Fat Snake ville blive genforenet med Peter Viskinde på årets Roskilde Festival, når de skulle åbne Orange Scene. 

Eller i 2011, da Nibe Festival annoncerede, at de i forbindelse med udgravningen af nye toiletfaciliteter havde fundet resterne af en mammut. I den forbindelse ville festivalen derfor skifte maskotten ud til en mammut, frem for den nuværende gris, og samtidig ændre festivalens øgenavn fra "Den lille fede" til "Den store Fede". 

GAFFA har også bidraget med en del aprilsnarre gennem tiden, hvoraf flere er blevet citeret af andre medier, som om de var alvorligt ment. I 2002 skrev vi, at René Dif og Peter Peter havde indgået et musikalsk samarbejde. Historien blev citeret flere uger efter af P1's Kulturnyt. I 2004 skrev vi således, at Macaulay Culkin skulle spille Kurt Cobain i en kommende film af Nirvana-legenden. Historien blev citeret dagen efter af Politiken. I 2007 fortalte vi, at White Stripes ville gå i opløsning efter udgivelsen af deres næste plade, "Icky Thump". Historien, der blev citeret i Urban, var en aprilsnar, men det viste sig faktisk senere at blive til sandhed. I 2009 kunne vi fortælle, at Kate Bush sagsøgte Søren Rasted, fordi hans sang "Det Bedste Til Sidst" – skrevet til X Factor-vinderen Linda – mindede påfaldende meget om Bushs "Running Up That Hill". Historien blev citeret af TV2.dk.

I 2011 kunne vi fortælle, at Justin Bieber var blevet udnævnt til æresborger i Herning i forbindelse med hans koncert i Jyske Bank Boxen, i 2012 berettede vi, hvordan L.O.C. havde skiftet navn til TDC i forbindelse med sin omfattende sponsoraftale med telegiganten, og i år forsøgte vi så at bilde vore læsere ind, at Marie Key og René Dif var blevet gift efter René Difs nylige antagelse af kunstnernavnet Ferrish Key. Se alle vores aprilsnarre gennem årene her.

Se også GAFFAs guide til årets aprilsnarre her.

Har du et par gode, gamle aprilsnarer fra hukommelsen, så del dem endelig med os i kommentarfeltet. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA