x

No. 9 Festival præsenterer hovednavn

No. 9 Festival præsenterer hovednavn

No. 9 Festival er en todages elektronisk festival, som løber af stablen den 18.-19. april og som foregår i Kedelhuset på Højskolen Performers House i Silkeborg. Nu kan festivalen præsentere sit hovednavn, som i år er Peter Sommer.

Peter Sommer udgav i januar det anmelderroste album "Alt Forladt", som åbnede for et stilskifte for den velkendte sangskriver. GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez gav albummet fem stjerner og skrev:

"Og stemmen, vi kender så godt fra de tidligere guitar-prægede udfoldelser, gør sig godt i det nye univers, der ud over eftertænksomhed og auditive skygger krydret med synth og beats også byder på mindeværdige melodier."

Albummet tager udgangspunkt i en personlig krise, nemlig Peter Sommers skilsmisse, og herom udtaler han:

"Selv om 40,2 procent af danske ægteskaber efterhånden ender sådan, er det et meget underligt sted at befinde sig. Man ser meget til siden og ikke så meget fremad".

Albummet bevæger sig udi den elektroniske genre – hvorfor han står som hovednavn på en elektronisk festival – og er kommet til verden i tæt samarbejde med Stefan Kvamm, som også spiller med live. Stefan Kvamm (Wong Boys) er et kendt ansigt i Silkeborg, hvor han underviser i elektronisk musik på netop Performers House højskolen, hvor No. 9 Festival løber af stablen.

Torsdag spiller Peter Sommer som hovednavn, og udover ham vil der være dj's og loungebar. Fredagens koncerter vil have fokus på vækstlaget omkring Silkeborg, hvor også elever fra Performers House vil optræde. Find billetter til festivalen her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA