x

Se Yeah Yeah Yeahs' nye, frække musikvideo

Se Yeah Yeah Yeahs' nye, frække musikvideo

New York-gruppen Yeah Yeah Yeahs med den karismatiske frontkvinde Karen O. er klar med en video til singlen "Sacrilege". I videoen ser man skuespillerinde og model Lily Cole lettere afklædt have intime seancer med, hvad der ligner næsten en hel bys mænd (og en enkelt kvinde) i et lille amerikansk hillbilly-samfund. Slutteligt bliver hun gift under bevågenhed fra flere af disse mænd. Se musikvideoen nedenfor.

"Sacrilege" er den første single fra Yeah Yeah Yeahs nye album "Mosquito", som udgives den 15. april. Om det nye album udtaler Karan O. ifølge Live4Ever:

"Vi ville elske, at denne musik ville få vores fans til at føøøle noget, få den til at røre rundt i deres indre liv, hvad det så end kan være. Der kom så mange følelser ind i denne her plade, det var som en rebstige kastet ned i grøften, som vi kunne kravle op ad og børste os selv rene efter. Jeg håber, andre også kan klatre op ad den; vi glæder os til at dele de gode vibrationer."

"Mosquito" bliver gruppens fjerde studiealbum og opfølgeren til "It's Blitz" fra 2009. Sydkoreanskfødte Karen O. er desuden kendt for ekstravagante sceneoptrædener og en opsigtsvækkende tøjstil, der har gjort hende til et modeikon.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA