Veteranerne tager kvindeligt talent med på Vega
Når Sort Sol den 2. og 3. maj indtager scenen på Store Vega i København, får de kvindeligt opvarmningsselskab af Marie Fisker. Guitarist i Sort Sol Lars Top-Galia udtaler i en pressemeddelelse:
"Når Marie Fisker varmer op for os på Vega, bliver det den helt skrabede og hudløse version af hendes sange. Marie har en stemme og lyd, der skærer igennem al støj og lige ind i hjertekuglen. Vi anbefaler på det varmeste vores gæster, at de kommer og får denne intense oplevelse med, inden vi går på og med garanti lover, at der kommer smæk på".
Marie Fisker debuterede i 2009 med albummet "Ghost of Love", hvor Steen Jørgensen medvirkede på coverduetten "Good Till Now". I 2011 blev det til ep'en "Mirror Mirror Mirror Mirror" og i efteråret 2012 slap Fisker "So, Hoes and Heroes", hvor Steen Jørgensen igen medvirkede, denne gang på sangen "Silver Screen".
Sort Sol behøver ingen længere introduktion, da de de sidste 35 år – først som Sods, siden som Sort Sol – har leveret hit på hit. I øjeblikket mikser bandet tre nye sange i Seattle med producer Randall Dunn, og bandet bekræfter, at de vil spille nogle af de nye sange på den kommende turné, som tager dem til:
12. april 2013 Portalen, Greve
13. april 2013 Godset, Kolding
19. april 2013 Posten, Odense C.
20. april 2013 Skraaens Multisal i Nordkraft, Aalborg
26. april 2013 Musikhuset, Århus C.
27. april 2013 Horsens Ny Teater, Horsens
02. maj 2013 Vega, København Support Marie Fisker
03. maj 2013 Vega, København Support Marie Fisker (udsolgt)
Billetter til koncerterne kan du finde via GAFFA Live.