Nyhed

Barbara Moleko tager på efterårsturné

– og er klar med ny musikvideo

Den 26-årige Barbara Moleko er en travl kvinde for tiden. Hun har de seneste par måneder været på danmarksturné med flere udsolgte koncerter, og til sommer spiller hun til flere festivaler. Fra august drager hun så igen ud på de danske landeveje med otte koncerter landet over.

Barbara Moleko brød igennem sidste år med debutalbummet "Lykken er…", som ifølge GAFFAs anmelder Sohail Hassan giver "Dansk-sproget soul-musik et nøk opad". Samme anmelder gav udspillet fire stjerner. Fra pladen finder man hittet "Dum For Dig", og derudover er Moleko særligt kendt for duetten med L.O.C. "Helt Min Egen". Om den hurtigt voksende succes udtaler Barbara Moleko i en pressemeddelelse:

"Når jeg tænker tilbage på alt det, der er sket, bliver jeg meget, meget glad og er overrasket over, at så meget er sket på så kort tid. Der er en masse mennesker, der har fået det her til at fungere, og det sætter jeg stor pris på. Generelt er det jo bare ren lykke, når man kommer ud med noget, der kommer helt indefra for så at finde ud af, at andre rent faktisk kan forstå og forholde sig til det".


Barbara Moleko er nu ude med single nummer to fra debutpladen, "Klar Til Kærlighed". Se videoen til sangen her:

Barbara Molekos efterårsturné er som følger: 


30. aug - Helsingør Musik Teater, Helsingør

31. aug - Train (2 koncerter), Århus

06. sep - Baltoppen, Ballerup


13. sep - Studenterhuset, Aalborg

14. sep - Sønderborghus, Sønderborg

20. sep - Slagelse Musikhus, Slagelse


21. sep - Viften, Rødovre

28. sep - Store Vega, København

Find billetter til koncerterne via GAFFA Live.


ANNONCE