Rune T. Kidde og Umpff fortæller om "Kidde goes Umpff"

Forfatteren Rune T. Kidde og musikeren Morten "Umpff" Langkilde har for nylig udgivet spoken word-albummet "Kidde goes Umpff". Albummet har fået fire pæne stjerner af GAFFAs Espen Strunk under overskriften "Veloplagt poesi og performance fra et stedbarn af tiden".

Vi har givet ordet til Kidde og Umpff, der her gennemgår albummet sang for sang:

Svalegang i Tjørnegade.

Kidde: – Det dyrebareste i mit liv har været at stå på en svalegang i det indre København og lytte til hamonikaspil sammen med mit livs kærlighed. Vi havde begge to gået hver vores vej et stykke tid, men altid været hinandens bedste venner. Vi havde altid nye eventyr at fortælle hinanden. En ven er en, man elsker, selv om det aldrig kunne falde hende ind at sige det.

Umpff: – En ganske simpel lille sag, rent musikalsk. Der er 3 niveauer i tekst og recitation, og dem prøver musikken at følge til dørs. Bl.a. ved hjælp af Chr. Søgaard på harmonika, der var så effektiv at han nåede både en kop kaffe og indspilning af to numre, på bare lige over en times tid.

Munkejazz på Jarmers Plads.

Kidde: – Digtet er skrevet, da jeg var ganske ung og nyforelsket og boede på Nørrebro. Verset kom af sig selv efter en regnende søndagstidligmorgen på vej hjem. Lyset i den stille morgensol og mit gamle ønske om at blive munk, som aldrig vil gå i opfyldelse, løb i min trætte hjerne sammen i ordene. Smerten ligger i tilstanden midt imellem munk og nattelivsnyder, lige som Jarmer ligger tæt på Jammer. Det er historien om mit liv.

Umpff: – Et af de første numre vi lavede. Rune hørte en saxofon for sig, så jeg tog fat i Thomas Edinger, der var manden der som den første viste mig editeringsprogrammet Logics muligheder – og dermed har et medansvar for at jeg har kastet mig over at lege musiker og producer – et hurtigt besøg i hans studie på Vesterbro. 2 skud indspillet med en svinedyr mikrofon, der blev fremdraget fra et pengeskab, iført fløjlshandsker, og vi havde den rette nattestemning til nummeret.

Jeg er nisse, jeg er nar.

Kidde: – Det lille digt er egentlig skrevet til en tv-optagelse fra bogmessen i Forum for nogle år siden. Jeg skulle præsentere mig selv i ganske få ord og valgte at gøre det på vers. Nissen og narren er levende dele af mit liv, og jeg er nysgerrig efter at dø. Imellem det hele gøgler gøgleriet. At sætte dagligdagen i live.

Umpff: – Tilsat en dosis finsk vanvid, i form af Timo Vuoppola – medkomponist på 9 af albummets 16 tracks – der kom op med en vanvids-metalguitar, der passede rart med både tekst og de 80'er-agtige trommer.

Maus im Hertz.

Kidde: – Nicolaus Niemann er en historie, jeg fortalt i mange år som mundtlig fortæller, men har ladet ligge et stykke tid. Det inspirerende samarbejde med Morten Langkilde bragte den til live igen, og det er historien om angsten for den verden, som vi lever i. De grænser for vækst, som vi har overskredet for længst. Forurening, forvirring, overfladiskhed og ødelæggelse kan til tider være det eneste, jeg ser. Den kreative, den spontane og impulsive overlever, men den, der bliver til en mus, et jagtoffer, under nutidens pres, æder sig selv op. Mange sanser er lige nu sat i stå, men vi vil udvikle os med urmenneskelig kraft i samme øjeblik, vi får chancen.

Umpff: – Et nummer der startede ud som et udkast til gængs rock, der dog hurtigt blev kasseret, og bevægede sig mod et klaustrofobisk sammensurium af hurtige og langsomme beats. Midt mellem harmonisk vellyd fra Timo Vuoppolas guitar, og opmærksomhedskrævende militære beats balancerer Runes skarpt artikulerede tekst.

Nat med grønne øjne.

Kidde: – Historien beskriver en tur gennem Københavns syrede, boblende natteliv i starten af 80'erne. Marianne blev mit livs største kærlighed og mest vedholdende boldspil med netbolde og protester. Jeg har aldrig fundet ud af, hvorfor hun begyndte at græde den nat, men jeg undrer mig gudskelov stadig efter 30 år. Thomas Melau, som spiller mundharmonika på nummeret, var faktisk den gamle ven, vi hørte den nat på Mojo.

Umpff: – Thomas ankom til forstaden en tidlig formiddag, medbringende en rullende taske (a la den slags ældre damer ses med i den lokale Netto). Frem fra tasken fremdrog han en lille vintage forstærker, der umiddelbart godt kunne mistages for at være et kæledyr af hundefamilien. Dén blev mike't op i Umpff's entre, kabler blev trukket til "studiet" (aka stuen), hvor indspilningsgearet var opstillet. Herefter fulgte høj støj i flere minutter. Underboen har senere udtalt at hun var i tvivl om hun skulle ringe til Beredskabsstyrelsen eller til Zoo.

Natskygger danser.

Kidde: – Et digt om natten, der æder os. Ikke fordi, sortheden er dræbende, men fordi sollyset får alt liv til at vokse. Natten er en umådelig del af vores liv og vores sind, men vi har det med at kaste den bort eller være bange for den. Vi vil hellere have brun hud og solcentre, men natten vil altid gribe os som sagnets natulv Skold, og vi kan lige så godt vænne os til, at natten er mere end halvdelen af vores liv. Mørket er fuldt af musik. Vi lever i tvelyset.

Umpff: – En personlig favorit fra pladen. Det er altid en stor fornøjelse at indspille med den topcheckede sangerinde Trine Gry, der her medvirker med en mængde jammede spor, der er klippet sammen til det endelige resultat. Temaguitaren vakler og svajer, uden en eneste editering gennem nummeret. Indspillet en søndag morgen, midt mellem to ostemadder, kort før tv-transmission af tidstagningen ved det japanske F1 Grand Prix.

Kend dine engle og trolde.

Kidde: – Digtet hedder egentlig "Nu" og stammer fra min digtsamling "Fuglefri". Det handler om i hvert eneste nu at give udtryk for sin mest farverige potens, sit ypperste og bedste. For at få lov til at gøre det, er man nødt til at kende de engle og trolde, der som arketypiske kræfter er en del af vores indre. Livet er et mirakel, og vi må aldrig, aldrig glemme det.

Umpff: – Fri leg for midi-keyboards og store guitarklange du normalt hører i en elevator, skiftende til en kontrast af uptempo-beat og syrede synths, klippet sammen af rester fra sene natteudgydelser og filudveksling på Dropbox i henholdsvis Hvidovre, DK og Kempele, Finland

Blå himmelhunds morgen.

Kidde: – Digtet er fra digtsamlingen "Fuglefri" og er skrevet kort efter, at jeg havde været ved at stille træskoene. Det lykkedes heller ikke at komme af med mig denne gang, men digtet er en tak til endnu en ny morgen i en velkendt, håbløs verden, hvor alt er muligt.

Umpff: Nummeret skulle have en lettere sydamerikansk drejning. Guitar og beats skulle gerne sende tankerne i dén retning, lidt Santanalyd og percussion. Pulsen i beatet er fokuset i musikken i dette track. Timo Vuoppola kaster de klangfulde harmonier på, og Chr. Søgaard får masser af plads til at syre ud med sin harmonika.

Fede sidst på hospitalet.

Kidde: – Teksten er egentlig skrevet som en revymelodi. En satire over de absurde politiske kræfter, der ønsker, at de fede skal sidst på hospitalet, fordi de selv er skyld i deres tilstand. Dødfødte, drukkenbolte og narkomaner bør man selvfølgelig heller ikke regne med, for danske hospitaler er jo kun for de sunde sjæle, der aldrig nogen sinde i deres liv bliver distraheret af noget, som de ikke selv kan styre. Ud med den slags tabere, der giver magten perspektiv, lærdom og modspil. Uregelmæssigheder ønskes ikke. Liv ønskes ikke. 

Umpff: – Pladens ondeste tekst, og et af de absolut sidst tilkomne (og færdiggjorte) numre. Egentlig bare lag på lag af guitar-loops, tændt og slukket og dubbet på en bund af monoton-beats, der ligeledes tændes og slukkes i et virvar. Som en slags ventetone du hader efter 2 minutters lyt.

På sommerfuglens vinger.

Kidde: – Er egentlig skrevet efter Schuberts forelkvintet og blev indsunget af den enestående operasangerinde Marika Nyman på pladen "Femten viser og en skideballe". Jeg har altid godt kunnet lide at lege med sproget og har derfor formet teksten om til talesprog for at gøre meningen mere tilgængelig. Den umulige kærlighed vil altid blive smadret, fordi den ikke har mødt det rette modspil i sit repertoire og driver som løsrevne sommerfuglevinger mod havet. Ja, det er mildest talt en nyfortolkning af Schubert, men temaet forbliver i traditionen.

Umpff: – Første gang jeg har brugt reallyde i en produktion, et stort skridt for mig, men nemt i Runes selskab, fordi det her mest af alt handlede om at uddybe ordenes stemning.

Søvnløs rimsmed.

Kidde: – Nok det mest egofikserede nummer på den her cd. Det handler om digterens indre kvaler i sin søvnløse kamp med alverdens illusioner. Når verden forlader ham og han bliver ensom grå og regntung, kan han glide ind i sine flamboyante drømme mellem nøgne kvinder, Frelsens Hær og himmel og helvede. Drømmene dur desværre bare ikke rigtig til digte, de har det med at gøre digteren til et næsehorn.

Umpff: – Et langt nummer. Groovebaseret, just ankommet fra au-pair-ophold på Jamaica, allermest ment som værende den stemning du sætter på i baggrunden, mens du læser en bog af eksotisk karakter. Stemning af liv og lyst, lange nætter med blikket i laptop, eller mod loftet i et mørkt soveværelse.

Ulden som et får.

Kidde: – Du kender det vel godt... du ender med at vågne en fuldstændig akavet morgen, hvor hjernen er lommeuld og alting er skabt om i former, man dårlig kan genkende. Det er fandeme ingen spøg at have rygrad som en tidsel og være ulden som et får lige på en gang. Det kan være en udfordring bare at se et andet menneske i øjnene, når man nu ved, man er helstøbt, vidunderlig og karismatisk som selve Vorherre. Det er fandengalemig svært at ligge på sofaen og stirre op i loftet ulden som et får.

Umpff: – Det eneste nummer på pladen, hvor Runes recitation er kraftigt editeret. Jeg kom lige ud af en periode med heftig lytning til Donna Summers "Bad Girls"-album. Discobassen lå så at sige frisk i mine fingre, og Trine Gry tilføjede klassisk lummert danske-kor. Selv har jeg længe haft en ambition om at være den første, der lagde et discobeat under Rune T. Kidde.

Hjerte i mit hjerte.

Kidde: – Jeg har fulgtes med den samme pige i mere end 30 år. Vores sølvbryllup er for længst overstået. Jeg fatter gudhjælpemig ikke, hvordan det kan lade sig gøre, når vi er så forskellige som nat og dag og så ens som to dråber vand. Hendes galskab er min hverdag, hvad fanden det så er for en uorden. Jeg elsker dig, Marianne.

Umpff: – Phil Collins har ikke levet forgæves. Hans store larmende trommelyd – luk øjnene og forestil dig en sæk kartofler der bliver hældt ned ad en køkkentrappe – var udgangspunktet, som substitut for den nemme løsning af et klassisk hjerteslags-beat. En sidsteøjebliks-indspilning af Runes scatsang samlede hele nummeret for os.

Verdenshavets vilde kæmpevind.

Kidde: – En gammel drøm om at blive sømand, som nu kun trives på de kreative oceaner. Digtene er skrevet på to sejlture i stormvejr; en til Færøerne og en rundt om Kap Horn. Jeg skal love for, at man føler sig lille i et gevaldigt hav og et mægtigt univers. Faktisk har man aldrig nogen sinde følt sig mere hjemme end i sin køje mellem de hushøje bølger. Muligvis har det en lighed med dagligdagen.

Umpff: – Det allerførste nummer vi lavede sammen, og den absolut sværeste fødsel af dem alle 16. Indspilninger er lavet, lavet om, smidt ud, fundet frem igen, og derefter editeret til det ukendelige. Timo Vuoppola kaster tunge finske trommer over affæren, endnu engang viser Dropbox sig at være et af musikerens vigtigste værktøjer.

Hyldest til ottetallet.

Kidde: – Jeg tager såmænd ikke afstand fra numerologien og talmagien, men stiller et meget stort spørgsmålstegn ved, om vi kan standse erfaringen af livet ved logikkens grænser. Jeg har aldrig brudt mig om at sætte et p i enden af mit fornavn for at lave min skæbne om, for min skæbne er nu engang min. Den skal ikke ændres, for jeg vil gerne vide, hvad den består af, før jeg forlader den. Digtet er en satire over talmagien og numerologien der er uden grænser, men digteren tror på de ørkenfolk, der spår i kraft af ulvespor i sandet.

Umpff: – Den oprindelige ide var at opbygge nummeret a la Ravels "Bolero", stille og roligt bygge op i takt med historiens udvikling. Men endnu engang måtte beatet hurtigt i fokus, for at fastholde dynamikken i henholdsvis Kidde og Umpffs rytmik.

Til frøken Urørlig.

Kidde: – Frøken Urørlig var smuk, charmerende og havde langt, lyst hår. Vi gik til koncert og middage, og vi tog sammen til Japan, inden jeg en dum nat efter et langt besøg på Café Dan Turèll erklærede hende min kærlighed. Det skulle jeg aldrig have gjort, eller skulle jeg?

Umpff: – Nummeret er dybest set en bearbejdning af et nummer Fuzzy og Rune har indspillet. Grundpulsen kom ved et rent uheld. Under optagelse trådte jeg kablet ud af min guitar, og det er den tonale klik-lyd der følger nummeret næsten fra start til slut. Selv kan jeg ikke lade være med at tænke på Matador når jeg hører de sidste toner ringe ud.