Nyhed

Uhellig treenighed fra Basildon – del 4 af 5

Depeche Mode har været gennem flere omvæltninger end de fleste, men har alligevel gennem tre årtier stået for nyskabende elektropop på højt niveau.

GAFFA fortæller hen over påsken historien om Depeche Mode i anledning af deres nye album "Delta Machine" og koncerten i Parken 13. juni. Læs de tidligere kapitler her.

Personlig Jesus

Violator havde 20 års jubilæum i marts 2010, og på den tid har den solgt i omegnen af 11 millioner på verdensplan. Hermed er den klart Depeche Modes mest populære album, og blev også til på rekordtid. Med hits som især Personal Jesus og Enjoy The Silence var det en lys plade, men også et forvarsel om problemerne, der lurede lige om hjørnet.


Som producer hyrede bandet Mark Ellis, som i øvrigt konsekvent går under navnet Flood. Et navn, han efter sigende havde fået, da han var i lære som lydtekniker. Under en session med The Cure fik han tilnavnet af Robert Smith, fordi han forstod, at ved konstant at brygge te til produceren, blev han uundværlig. Den anden lærling, der var knap så kvik, fik også et tilnavn, nemlig Drought (tørke) og er ikke blevet hørt om siden.

På de foregående album havde Martin Gore lavet demoer i hjemmestudiet, hvor de fleste idéer allerede lå færdige og så ville blive bearbejdet først og fremmest af Wilder. Denne gang bad de ham om at komme med sangene i så skrabet form som muligt, fordi det ville give dem friere hænder til at arbejde kreativt i studiet.

Alan Wilder fortæller her om tilblivelsen af det store hit Enjoy The Silence:


"Egentlig lød det oprindeligt vældig "hamster-agtigt", eller som Pet Shop Boys, med linjen "all I ever wanted", og jeg følte, at hvad der egentlig var en ballade, skulle op i tempo, så det blev et dansetrack. De andre var ret skeptiske, men de sagde til sidst, at jeg skulle forsøge at lave det sammen med Flood, og så ville de komme tilbage og høre det færdige resultat. Sådan var det med adskillige numre på Violator".

Andrew Fletcher var lige så enig:

"Det er et af de mest magiske øjeblikke, jeg har haft med Depeche Mode. Vi var i Puk-studiet i Danmark, og vi havde denne her ballade og besluttede os for at sætte tempoet op. Så kom Martin ind med sin guitar og smed sit riff på, og i løbet af en time vidste vi, at vi havde lavet et massivt hit".


Sammen med en banebrydende video, hvor Anton Corbijn filmede en frysende Dave Gahan med kongekrone i en tronstol opstillet i snelandskaber rundt om i Europa, endte den med at blive den single, som fik de mavesure engelske kritikere op af stolen og det engelske publikum til at overgive sig på niveau med tyskerne og amerikanerne, det vil sige uden forbehold. Ligesom sangen vandt en Brit-award som årets single, uden at det dog fik Depeche Mode til at møde op til ceremonien. Som Wilder sagde det efterfølgende:

"Vi var ret enige om at overlade de ceremonier til Sting og Elton.."

Fortsættes og afsluttes i morgen


 

ANNONCE