Vild med vinyl del 2: ”Jeg vil have en pladesamling større end min fars”

Se flere billeder af Morten og hans Depeche Mode-samling i GAFFAs gallerisektion

I disse dage er Depeche Mode aktuelle med deres 13. studiealbum, Delta Machine. Et meget imødeset album, men næppe mere imødeset end hjemme hos den 38-årige kok og tidligere The Burning Primitive-trommeslager Morten Falk Eriksen. For hjemme i den toværelses lejlighed i København står passionerne soleklart frem. I det lille, men effektivt indrettede køkken er skabslågerne pillet af, så køkkengrej og ingredienser er inden for rækkevidde, og ned fra en stor krog hænger en sortfodsskinke til fri afbenyttelse.

Inde i stuen er der linet op med diverse perkussioninstrumenter og en imponerende vinylsamling, og midt i det hele står et endnu mere imponerende Depeche Mode-alter. Den oprejste reol er fyldt til randen med alskens Depeche Mode-artefakter, det være musik på alle tænkelige medier og et sandt arsenal af merchandise. Stakke af tour-T-shirts ligger i klædeskabet, og som endnu synligere udsmykning har Morten fået tatoveret et Depeche Mode-logo på armen. Morten er nemlig storfan af det britiske elektropopband og dedikeret samler på snart 30. år. Hovedbestanddelen af Mortens samling er Depeche Mode-album og singler på vinyl, i et antal, der ikke rigtigt er tal på, men stablet oven på hinden, til ære for fotografen, er den et godt stykke højere end Mortens datter.

Hvorfor samler du netop på Depeche Mode?

– Jeg blev første gang interesseret i dem i 1985, året efter at pladen Some Great Reward var udkommet. Dengang boede jeg i Skive, hvor alle mine jævnaldrende venner kun gik op i sport, men jeg havde heldigvis også et par ældre venner, og dem kunne jeg dyrke musik med. Siden dengang har Depeche Mode altid stået mit hjerte meget nær og er på alle måder soundtracket til mit liv.

Hvorfor er det specifikt vinylplader, der optager så meget plads af din samling?

– Jeg er jo fra en tid, hvor cd'erne ikke havde slået igennem endnu, så den har altid stået på vinyl for mit vedkommende. Man begyndte først at kunne købe cd'er i Skive, fem år efter at jeg var begyndt at samle på musik. Så i starten var min samling udelukkende på vinyl og kassettebånd. Det var sådan en tid, hvor man optog Kim Schumachers radioprogrammer på bånd hver mandag, og engang imellem fik jeg lov at låne en kasse med 7"-singler af dj'en fra den lokale ungdomsklub, og så sad jeg og spillede dem over på bånd. Men eftersom jeg er en rigtig samler af Depeche Mode, så har jeg selvfølgelig også alle de cd'er, kassettebånd, dvd'er, Blu-ray's og vhs-bånd, jeg har kunnet få fat i. Jeg har så også fundet ud af, at de har lavet et par laserdisc- og minidisc-udgivelser, så dem skal jeg også have fat i en dag, selvom jeg ikke har nogen afspiller til dem.

Dubstep og metal er bedre i køkkenet

Hvor tit sætter du en Depeche Mode-plade på derhjemme?

– Det svinger meget, men nu hvor der kommer en ny plade med dem, så kommer jeg nok til at tage nogle kæmpe ture med hele kataloget igen. Det var faktisk ret sjovt at hive mange af mine farvede vinyler frem til de billeder, der skulle tages her, for mange af dem har jeg ikke haft ude af coveret i 10-15 år. Jeg kunne også se, at jeg havde datomarkeret mange af pladerne, og der er plader, der er helt tilbage fra min konfirmation. De seneste par år har jeg nok mest dyrket deres Tour Of The Universe-dvd. Den har jeg nok set 50 gange, og da min datter var helt lille, satte hendes mor og jeg tit dvd'en på om morgenen, så min datter kender udmærket deres musik. 

Hvad med i de restauranter, du har arbejdet på, hører du nogensinde Depeche Mode i køkkenet?

– Nej, der hører vi mest dubstep eller metalmusik. Det er den bedste musik, når man skal have gang i et køkken, og alle er stressede. Jeg tror sgu, de andre kokke ville synes, at Depeche Mode var lidt for gay, hvis jeg satte det på.

Har du et favoritalbum med Depeche Mode?

– Det er godt nok svært at svare på, men rent følelsesmæssigt bliver det Black Celebration, for den forbinder jeg med tiden, hvor min mor døde af kræft. Min mor havde altid været meget sød til at oversætte artikler om bandet fra tyske musikblade som Bravo og Popcorn, så der er en stærk forbindelse der. Jeg tror faktisk ikke, hun kunne lide deres musik, men hun syntes, det var dejligt, at jeg var så engageret i dem, og at vi kunne have de stunder sammen. Og jeg kan huske, at da jeg fik sparet nok penge sammen til at købe Black Celebration, så brugte jeg hele min efterårsferie på at høre den ene plade. Det har også været omkring den tid, hvor jeg første gang så dem live. Det var i 1988 i Valby Hallen, hvor jeg var taget over alene. Næste gang jeg så dem, kørte min far mig og sad udenfor i bilen og ventede, til koncerten var slut. Jeg lokkede ham også engang til at køre til Puk-studiet i Randers, for der havde de arbejdet på Music For The Masses og Violator, så der holdt vi i indkørslen til studiet på den der skide mark ude i ingenting, men det var en stor oplevelse, for de havde jo været lige derinde.

Syv forskellige udgaver af den nye single

Hvad er den mest dyrebare plade i din samling?

– Det er den japanske udgave af The Singles 86-98-boksen,jeg købte i Sound Station i København til 3500,-, men jeg har senere fundet ud af, at de har taget røven på mig, for den boks kan købes for meget mindre andre steder. Jeg har også forhandlet med dem om en vhs-boks, jeg gerne vil have fat i. Den vil de have 2000,- for og en Ultra-kopi til 1800,-, men det er fuldstændigt opskruede priser, de forlanger i forhold til for eksempel eBay. Jeg har dog endnu ikke købt noget af min samling på nettet og sværger til at købe alt i rigtige pladebutikker. Så nu boykotter jeg Sound Station. Jeg har dog er godt forhold til mange andre pladebutikker, især Accord, der sælger brugte plader. For hver gang de får noget Depeche Mode hjem, kontakter de mig for at høre, om jeg vil købe noget af det. Til gengæld hjælper jeg dem så også med at prissætte de Depeche Mode-ting, de har fået hjem. Det er lidt nørdet, men det er også dejligt at være den første, der får lov til at se, hvad de har fået.

Har du et overblik over, hvor mange plader du mangler i din samling?

– Jeg mangler tre af de farvede 12"-singler. Just Can't Get Enough på hvid vinyl og Behind The Wheel på henholdsvis orange og gul vinyl. Ellers har jeg alle de officielle udgivelser, men tæller vi bootleg-udgivelser med, så mangler jeg cirka 50 vinyler. Det er heller ikke så længe siden, at jeg var i pladebutikker og bestille syv forskellige udgaver af deres nye single Heaven. For den slags er man selv nødt til at bestille hjem i dag, for singler dukker ikke længere op i butikkerne automatisk. Der er åbenbart ikke salg i det herhjemme, selv ikke for så stort et band som Depeche Mode, med en så trofast fanskare.

Resten af din musiksamling er udelukkende på vinyl, men downloader du musik?

– Nej, det gør jeg ikke, og ikke fordi jeg har noget imod det. Men jeg har altid sværget til vinyl, og min far har også altid samlet på jazzvinyler, så det er det medie, jeg kender bedst. Sidste weekend var min far på besøg, og det var virkeligt hyggeligt, for han havde taget 30 gamle jazzvinyler med til mig, som vi hørte og sad og studerede. Siden jeg var helt ung, har min plan været, at jeg skulle have en pladesamling, der var større end min fars. Det har jeg stadig ikke, men jeg arbejder på det.

Start din egen Depeche Mode-vinylsamling

Der er gode muligheder for at starte med at samle på Depeche Mode-plader, for 12 af deres 13 studiealbum kan skaffes hjem i gode pladebutikker. Kun Playing The Angel fra 2005 skal man på jagt efter i butikker, der sælger brugte plader eller på nettet. Desuden kan Remixes 2: 81-11 stadig anskaffes som ny, samt en hel del af gruppens senere singler på 12"-vinyl.

Se flere billeder af Morten og hans Depeche Mode-samling i GAFFAs gallerisektion