”Vi har droppet cognac'en til fordel for de hårde stoffer denne gang”, fortæller forsanger Kim "Kix"
”Den nye PowerSolo er en sending sprængfarligt materiale, der får læderdragten til at brænde på enhver lille bitch.” Sådan siger forsanger og guitarist Kim ”Kix” Jeppesen om den århusianske western-hardcore-trios nye plade, der er i startboksen.
Kim ”Kix” Jeppesen beskriver den nye plade således således: ”Det er PowerSolo i en ny og frisk sampak. Vi har droppet cognac'en til fordel for de hårde stoffer denne gang. Ingen tid skal spildes. Hverken PowerSolos - eller din!” Det er måske derfor, at PowerSolo har samlet et stort hold af gæster til at støtte op om projektet. Jeppesen har udfærdiget en liste, hvor flere vil blive offentliggjort senere, skriver Crunchy Frog, der er bandets pladeselskab.
Her er gæstelisten: Palle "Cumstain" Hjort på satanisk orgel, Dorthe Gerlach (Hush-sanglærke), Matt Verta-Ray (guitarist i Speedball Baby og Heavy Trash), Yebo & The Great Nalna (Tremolo Beer Gut), Jon Spencer (Blues Explosion), Martin Stone, fra 60'er psychedelic-bandet The Mighty Baby, Mads Nygaard fra Sterling og flere andre.
15. maj kommer albummet og titlen bliver ”Egg”. Hvorfor? Tjah, der selvfølgelig en fuldkommen logisk, og tilmed poetisk, forklaring fra forsanger Jeppesen: ”Æg er starten på liv og er symbol på fertilitet. Æg er protein og calcium. Du kan bygge huse med det. Æg bliver til et menneske, en abe, en orm, en fugl, en alligator, edderkop, en slange eller en omelet. Æg er hvide. Brune. Grønne. Prikkede. Nogle med to blommer, men de er allesammen æg. Æg er kærlighed ved påske-tid. Æg er til tider had og foragt ved politiske taler. Æggehvider er godt for sæden. Æg er biologisk kunst. Æg er kolesterol. Æg er snaps. Æg er samtaleemne for millioner. Æg er starten på dagen for millioner. Æg er årsag til spekulationer. Æg er salmonella. Æg er rå. Æg er blå. Æg er skidne. Æg er rådne. Æg kan være noget med sex. Æg er mad."