Nyhed

Laurie Anderson til Danmark

Den amerikanske multikunstner gæster landet til maj

Den amerikanske multikunstner Laurie Anderson gæster Danmark, nærmere betegnet Kulturværftet i Helsingør torsdag den 16. maj, hvor hun optræder som en del af Click Festival og samtidig fuldender programmet på samme.

Laurie Anderson optræder med "Transistory Life", et udvalg af poesi og musik fra hendes omfangsrige bagkatalog. Laurie Anderson er kendt som sanger, sangskriver, violinist, historiefortæller, performancekunstner med mere. Hendes musik bevæger sig ofte i spændingsfeltet mellem spoken word, pop, rock, elektronika og eksperimentalmusik, og hun har samarbejdet med markante navne som Brian Eno, gemalen Lou Reed og forfatteren William S. Burroughs og vil denne aften optræde for et siddende publikum med plads til kun 400 gæster. Supporten leveres af Valby Vokalgruppe bestående af Jaleh Negari, Sonja LaBianca, Anja Jacobsen og Cæcilie Trier. Koncerten arrangeres i samarbejde med ArtFREQ.

For tredje år i træk står Helsingørs Kulturvæft bag et ambitiøst program, når Click Festival slår dørene op fredag den 10. maj, lørdag den 11. maj og torsdag den 16. maj med temaet D.I.T. – Do It Together. I tråd med temaet er det musikalske line-up iscenesat gennem samarbejde med nogle af Danmarks mere markante kræfter inden for alternativ musik: Strøm, Wundergrund, Mayhem, Escho, Posh Isolation, Yoyo Oyoy og ArtFREQ. Festivalen har desuden fokus på ny mediekunst.


Blandt de øvrige navne på festivalen kan nævnes elektronikamusikerne Squarepusher, Alva Noto, Beytone og Mika Vainio (Pan Sonic), lo-fi-kultfiguren R. Stevie Moore, der har mere end 400 udgivelser bag sig, den psykedeliske dj The Gaslight Killer, danske navne som Thulebasen, Frisk Frugt, Lower, Søren Kjærgaard, Synd Og Skam og mange flere.

Se hele programmet og læs info om billetsalg på clickfestival.dk

ANNONCE