x

Radar holder fødselsdagsweekend

Radar holder fødselsdagsweekend

I denne uge fejrer det aarhusianske spillested Radar sin et års fødselsdag med syv koncerter fordelt over tre dage. Som fødselsdagsgave kan publikum komme med til koncerterne "møgbilligt og med sjove priser i baren", fortæller arrangørene. Fredag er der oven i købet varm kakao og kolde øl og et gratis Lydkort, der er Radars nye fordelskort. 

Programmet ser således ud:

Torsdag den 4. april: Waldo & Marsha + Young Dinosaur

Waldo & Marsha er et otte mand højt band, der finder sine ligesindede i 90'ernes britiske shoegazescene med forbilleder som Slowdive og Cocteau Twins. Under de forvrængede guitarer og kolde synthesizere ligger masser af melodi, og blandingen af den distancerende mur af lyd og fængende sange er Waldo & Marshas kendetegn.

Young Dinosaur: En stor del af bandets identitet er skabt i samarbejde med Figurines' Jens Ramon, som helt fra start har været med til indspilninger og taget del i sangskrivningsprocessen. Dette har ført til en ep produceret af netop Jens Ramon, der indeholder nummeret Our Dreams, som for nylig blev testet på Det Elektriske Barometer på P3.

Fredag den 5. april: Fossils + Oxx

Aarhusduoen Fossils består af bassist Simon Tornby og trommeslager Per Silkjær. Duoen spiller instrumental, hårdtslående rock med maskinel præcision. Med elementer fra blandt andet metal og punk skaber Fossils et intenst udtryk; et musikalsk støjinferno. Fossils har indtil videre to udgivelser på samvittigheden – "Meat Rush" (2010) og "The Veal Thing" (2013), der i øvrigt er optaget live på Radars forgænger Musikcaféen.

Oxx har udviklet en aggressiv lyd og liveperformance, der tager udgangspunkt i en blanding af punk og mathcore. Oxx er inspireret af bands som Dillinger Escape Plan, Converge, John Zorn, Black Flag, Melvins og Zu. Med en utraditionel besætning og lyd er Oxx en rå og udadvendt udfordring af lytteren.

Lørdag den 6. april: Helsinki Poetry + Mr. Fish + Everybody Loves Drums

De to bagmænd bag kvartetten Helsinki Poetry er ikke ukendte på den danske musikscene, for Ebbe Frej og Rune Vigil har tidligere været medlemmer af bands som Late Parade og epo-555. Sammen laver de to nu drømmende støjpop, og de to har ladet sig inspirere af forskellige verdensbyer, når de har skrevet tekster om at rejse, om at køre, blive klogere på sig selv og det liv, vi alle drøner igennem i femte gear. Humøret og farvevalget i de støjpoppede sange varierer, alt efter om vi er i det eventyrlige Phoenix eller regnfulde Manchester. Helsinki Poetry udgav den 1. marts debutalbummet "Transport".

"Vi vil gerne lave hårdtslående poptekster og musik, der rykker ved folks gængse opfattelse af pop". Det fortæller Martin Emil Zeppelin, den ene halvdel af Mr. Fish, og sanger, komponist og keyboardspiller i bandet Zeitgeist. Sammen med Emil Vissing jagter han også samtidig den gode melodi med erfaring som trommeslager fra Reptile & Retard. De to har med bandet Mr. Fish valgt at forene kræfterne for at kæmpe "mod popmusik med intetsigende tekster."

Everybody Loves Drums (billedet) er et popband. Pop forstået som det, der samler mennesker og kommunikerer bredt. I E.L.D's bud på popmusik er der ikke langt fra det negative til det positive, og en dramatisk fortælling om ulykkelig kærlighed må meget gerne serveres indhyllet i en dansevenlig "up-tempo" sang. Bandet søger at spille billedskabende sange og fængende melodier med en stram, organisk klublyd - en symbiose mellem akustisk og elektronisk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA