x

The National til Danmark

The National til Danmark

Det Roskilde-aktuelle amerikanske rockband The National vender tilbage til København, når de giver koncert i Forum 2. november

Bandet med vokalist Matt Berninger i spidsen udsendte deres første album i 2001 og har siden debuten udgivet fire album yderligere. Med en melankolsk og mørk tilgang til alternativ rock er de blevet sammenlignet med store navne som Joy Division, Leonard Cohen og Nick Cave and the Bad Seeds. Deres tekster er da også blevet betegnet som "mørke, melankolske og svære at fortolke".

20. maj udgiver The National deres sjette album med titlen "Trouble Will Find Me", som er opfølgeren til det kritikerroste album "High Violet", der gav dem det brede gennembrud og solgte guld i både England og Danmark. Om "High Violet" skrev GAFFAs anmelder Simon Christensen om albummet: "De lyriske, lettere abstrakte temaer hænger som vanligt godt sammen med den dybe stemningsmættede dystopi, som Berninger forstyrret vælter rundt i med vendinger som "I'll swallow the shine of the sun" eller "I didn't wanna be anyone's ghost" og kvitterede med fire ud af seks stjerner.

Frontmand Matt Berninger beskriver på gruppens hjemmeside det nye album som mere "direkte og følelsesmæssigt" sammenlignet med tidligere værker.

Billetsalget starter den 9. april. Find billetter via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA