x

Musikbranchen reagerer stærkt på Thatchers død

Musikbranchen reagerer stærkt på Thatchers død

Den tidligere premierminister i England, Margaret Thatcher, gik bort i går grundet et slagtilfælde, 87 år gammel. "The Iron Lady" styrede landet i perioden mellem 1979 til 1990. 

Som i resten af verden gik dødsfaldet i musikbranchen heller ikke ubemærket hen. Og det er der en ganske god grund til. Branchen havde nemlig, pænt sagt, et ret anspændt forhold til Thatcher under hendes regeringstid. Faktisk har ingen andre engelske premierministre provokeret musikerne i sådan en grad, hvilket ses i forhold til det store antal af sange om Thatcher, der omhandler hende og hendes ledelsesstil. Det skyldes blandt andet de kraftige økonomiske nedskæringer til kulturen, som Thatcher stod bag. 

Alle genrer har været repræsenteret i disse sange, lige fra progressiv punk til Top Of The Pops-hits. 

The Blues Band lavede en coverversion af Bob Dylans "Maggie's Farm" i 1980 (sangen er dog udgivet tilbage i 1965 og omhandler ikke Thatcher, men havde fået ændret teksten en smule til lejligheden), Ska-gruppen The Beat nåede top-30 hitlisten med "Stand Down Margaret", mens electro-funkerne fra Heaven 17 var ret konkrete med deres budskab i sangen "(We Don't Need This) Fascist Groove Thang".

Anarkist-kollektivet Crass' bud omhandlede Falklands-krigen og adresserede Thatcher direkte med titlen på deres sang "How Does It Feel to Be the Mother of a Thousand Dead?" Teksten var så provokerende, at den rent faktisk fik daværende parlament-medlem Timothy Eggar til at undersøge, hvorvidt gruppen kunne blive retsforfulgt jævnfør britisk lov.

Også Billy Braggs "Between The Wars" og Morrisseys "Margaret On The Guillotine" er værd at nævne, ligesom The Blow Monkeys & Curtis Mayfield drømte om lysere tider med deres "(Celebrate) The Day After You". Og fortælleren i Elvis Costellos "Tramp the Dirt Down" drømmer om den dag, Thatcher er død, så han kan trampe på hendes grav.

Og netop hvordan tiden efter Margarets død skulle fejres, har kampagnen "Make 'Ding Dong The Witch Is Dead' number 1 the week Thatcher dies", der har eksisteret siden 2007 på Facebook, et svar på. 

Her advokerer man for at englænderne skal købe nummeret "Ding Dong! The Witch Is Dead" fra filmen The Wizard Of Oz, således at den går nummer et på den engelske hitliste. 

I øjeblikket ligger tre versioner på listen. Henholdvis Judy Garlands oprindelige version som nummer 54, Ella Fitzgeralds cover på en 146 plads og Munchkins version som nummer 183. Hvis salgstallene for alle tre versioner blev samlet, ville nummeret ligge nummer 40 lige nu.

På Twitter reagerede musikerne også kraftigt på nyheden om Thatchers død. Rockduoen Blood Red Shoes skrev "thatchers's dead! where's the party?", Frankie Heartstrings tilføjede: "cunts dead" og Stuart Braithwaite fra bandet Mogwai tweetede "Rejoice my friends, rejoice! isthatcherdeadyet.co.uk".

Der var dog også mere positive kommentarer. Således skriver Fred Macpherson fra Spector "Margaret Thatcher R.I.P., Harry Styles fra One Direction skriver "R.I.P. baronesse Thatcher", mens Gerry Halliwell fra Spice Girls skriver: "Jeg tænker på Girl Powers førstedame, Margaret Thatcher, en grønthandlerdatter, som lærte mig, at alt er muligt."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA