Programmet byder på lækkerier fra begge sider af sundet
Den 11.-12. maj løber Öresundsfestivalen af stablen på forskellige spillesteder i Malmö i Sverige. Festivalen er skabt af bookere fra ni festivaler og spillesteder i Øresundsregionen, og i år er anden gang, den finder sted.
I dag er Öresundsfestival klar med det fulde program, hvor nye navne slutter sig til de allerede offentliggjorte, som blandt andre tæller Kashmir, MØ, Big Fox og Helt Off. Alt i alt spiller cirka 40 bands og solister på festivalen, og der er en lige fordeling mellem danske og svenske artister.
De danske navne på årets Öresundsfestival tæller således blandt andre Iceage (billedet), Fallulah, Eclectic Moniker og Linkoban. Af svenske navne kan nævnes Looptroop Rockers, This is Head, Babian og Fastpoholmen.
Til festivalen kan man ligeledes opleve en række forskellige samarbejder mellem dansk og svensk musik. Således præsenterer Debaser og Vegas bookere i samarbejde en videreudviklet udgave af Vegas koncept "Vegas Udvalgte". Konceptet fokuserer på nye artister, som bookerene forudser vil præge musikscenen i 2013. Til "Vega & Debasers Udvalgte" på Öresundsfestivalen kan man derfor opleve blandt andre MØ, This is Head (SE) og Broke (Dk).
Lørdag den 11. maj åbner spillestedet Babel dørene op for en ren punkaften. Her kan man opleve Slöa Knivar (SE), Night Fever (DK), Hårda Tider (SE) og Iceage (DK).
I den anden ende af det musikalske spektrum åbner Sankt Johannes Kyrka ligeledes den 11. maj dørene for eventen "En Magisk Vårafton". Her kan man blandt andre opleve danske Agnes Obel og koncerten "Jazz på Svenska". Bag denne titel gemmer sig Jens og Anders Johansson, der vil fortolke faderen Jan Johanssons legendariske jazzkompositioner.
Se det fulde program på festivalens hjemmeside, hvor du også kan finde billetter.