x

Ny hitliste over download-salg

Ny hitliste over download-salg

Sidste fredag lancerede IFPI, producenternes internationale brancheorganisation, en ugentlig hitliste over de mest solgte musikdownloads i Danmark. Det har ikke tidligere været muligt, hverken for menigmand eller pressen, at få overblik over salget på det svulmende download-marked. På Danmarks nye officielle download-hitliste kan man nu skaffe sig et nemt overblik over de seneste rokeringer på listen. Det hele offentliggøres på IFPIs danske hitlistesite - hitlisten.nu. På denne hjemmeside kan du også skaffe dig overblik over de ordinære salgslister.

Den nyligt tilgængelige information trykkes desuden i BT, Ekstra
Bladet og Fyns Amtsavis med flere, ligesom de musikbutikker på nettet, som leverer salgsdata til listen, viser listen på deres respektive websites. Der er tale om en Top-20, og de tre øverst placerede vises desuden af TV2's program Gizmo hver lørdag med klip fra de pågældende musiknumres tilhørende videoer.

Grundlaget for hitlisterne skabes ud fra hver eneste enhed, der langes over disken. Stregkoden på din cd, dvd, lp eller lignende bliver scannet og registreret og informationen sendt til et firma, der er specialiseret i at behandle de omfattende data, der kommer ind fra pladebutikkerne landet rundt. Den eneste undtagelse er de store supermarkedskæder, hvor salget ikke registreres enkeltvis. Her er det en form for gennemsnitsberegning, der udgør grundlaget for de data på pladesalg, som videresendes.

Tjek hitlisterne ud her...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA