x

Haim spiller for første gang i Danmark

Haim spiller for første gang i Danmark

De tre amerikanske søstre, Este, Danielle og Alana i Haim, er før blevet sammenlignet med Fleetwood Mac, har vundet prisen "BBC Sound of 2013" og har varmet op for både Mumford & Sons og Florence & the Machine. 

Onsdag den 7. august kan familietrioen så opleves for første gang i Danmark i Lille Vega. 

Haim er især blevet populære grundet deres særlige blanding af r&b, pop med rock og hiphop-undertoner, hvilket deres ep "Forever" viste på fornem vis, en ep hvorfra titelnummeret og singlen "Falling" blev pæne hits. 

Søstrene arbejder for tiden på deres debutalbum og har senest offentliggjort singlen "Don't Save Me", som også har været P3's Uundgåelige. Debuten bliver produceret af bandet selv, Paul Epworth (Adele, Florence And The Machine, Bloc Party) og Ariel Rechtshaid (No Doubt, Usher, Major Lazer).

Este, som er den ældste søster, spiller bas, mens Danielle, den mellemste, spiller lead-guitar og lægger stemme til melodierne. Hun har tidligere turneret med Jenny Lewis, Cee-lo Green og Julian Casablancas. Alana, den yngste søster, spiller guitar, keyboard og percussion.

Forsalget starter mandag den 15. april kl. 10.00. Find billetter via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA