Nyhed

”Surprise” – ny plade fra Paul Simon

Paul Simon lover nyt album i maj – i samarbejde Brian Eno

Der er gået over fem år, siden Paul Simon, 64, sidst udgav pladen ”You're The One”. Til dette siger Simon til Associated Press: ”Det kan godt være, at det bliver sværere med alderen, men det kan også godt være, at det bare har været den tid, som det nu engang tager mig at genoverveje en masse af mine musikalske og lyriske præmisser: hvad kan jeg sige, som jeg ikke føler er unødvendigt, irrelevant eller dumt?”

På det nye album med titlen ”Surprise”, der kommer ud i butikkerne 9. maj, er overraskelsen et samarbejde med avantgardisten Brian Eno, der udpræget er elektronisk arbejdende i modsætning til Paul Simons originale guitar-lydbilled-arbejde. Men det er netop dette lydbillede, de begge maler, der gør dem til fine samarbejdspartnere.

Paul Simon har altid været fan af Enos vidtfavnende lyd, og da de mødtes til et middagsselskab i London, besluttede de sig hurtigt for at prøve et samarbejde. ”Vi er begge ”lyd-mennesker”, forklarer Simon. ”Vi er begge interesserede i lydlandskaber, og jeg tænkte, at Eno ville bibringe et element, som jeg ikke havde beskæftiget mig med før. Elektronik på en guitar-plade. Teoretisk virkede det som en god idé. Da vi endelig gjorde det, kunne man høre med det samme, at idéen også var god i praksis.”


ANNONCE